Vent!

Så venter vi bare. På tilladelse til at passere, komme videre, sige farvel og få afsluttet. Jeg er fuld af bange anelser og ondt i maven og nervøse trækninger og arrigskab - men trøster mig med, at min mavefornemmelse, sådan helt generelt, er helt ad helvedes til.

Jeg bliver rigtig ked af det når jeg taler om det, at jeg igen har mistet. Jeg føler mig DUM og uduelig og afvist og skvattet. Og jeg har svoret ALDRIG at teste igen. Aldrig ever never som i "bestemt ikke før jeg har passeret mens-dagen eller har en virkelig god fornemmelse"...bah!

Blodprøven blev taget imorges og vi kan først forvente svar imorgen lige før doktorluk, alligevel sidder jeg her og loader min mailkonto om og om igen, for TÆNK NU HVIS der alligevel kom svar idag og jeg kunne få at vide, at det var dét og nu er det slut og det der trykker og hiver sådan i underlivet er bare næste ægløsning og ikke ting og sager der sidder hvor de ikke burde sidde.

Jeg er så bundrådden idag, at Fysikeren har pakket Datteren og er gået en gevaldig lang tur og så kunne jeg få lov at sidde herhjemme og skumme. Det er nok meget klogt.