Når man er mere til det skrevne ord end det sagte

Jeg kan tale fanden et øre af, jeg kan male min hverdag på store lærreder, jeg kan knævrer stolpe op og stolpe ned. Jeg kan det både i tale og på skrift. Men jeg foretrækker skrift. For sådan er jeg bare. Jeg er tryg med det skrevne ord, så står det dér...altid. Eller nogen tid, i hvert fald. Og det er ikke fordi jeg så kan nå, at gennemanalysere hvad jeg skriver, for jeg skriver meget ofte lige præcis det jeg føler i lige præcis det øjeblik. Dét alene kan give problemer, så var det måske bedre om jeg istedet sagde det med min mund istedet for med min pen, så ville jeg måske slet ikke sige det...?

Mine skrevne ord er ofte mange. Mange i een lang køre. Jeg har opdaget, at nogle finder det ganske intimiderende, tror at de skal kunne levere det samme for at det går op, eller måske bare, at der ganske enkelt er for mange af mine ord i forhold til deres egne. Måske kan mine skrevne ord nogle gange føles som uforudsigelige vindstød, dem der løfter op i kjolen, vender vrangen ud på paraplyen.

Jeg ved godt, jeg har temperament - men det har jeg jo også når det gælder den modsatte ende af skalaen. Men ligesom de triste ting og de kedelige ting er svære for mig, at sige med ord og ikke med bogstaver, så er kærlighed og fysisk omsorg svært for mig. Jeg er den der sender en mail og fortæller hvor fuldkommen skide hamrende dejlig du er, men når vi sidder sammen over kaffe, så stikker jeg hænderne under lårene og kigger mere ud i rummet end i dine øjne. Det betyder ikke, at jeg ikke mener det, det betyder bare, at det der LIVE, det overrumpler mig på præcis samme måde som mine skrevne ord kan overrumple dig. Det er bare mere accepteret at sige "Jeg er sgu ikke så meget til sms og emails" end det er at sige "Jeg kan sgu bedre lide at sende dig en besked på facebook end at ringe dig op".

Så hvis DU ikke får så mange opkald som du trænger til, så mange opkald som du mener jeg burde kunne nå når nu jeg går hjemme, hvis du faktisk ikke får nogle opkald overhovedet, så tjek din mailboks, for den er helt sikkert fuld :) Og vid så, at det ikke er min laveste form for kommunikation, men den fineste jeg kender - den skrevne, som jeg sender til dig.


Og Pj Harvey synger så fint om netop brevskrivning her, hvis du vil lytte...

Rødt chok! - med et twist af sommer

Jeg er igang med forårsdrømmende...jeg ser en lille lyshåret - OKAY rødhåret, hun er rødhåret! - pige storme omkring i højt græs med mælkebøtteringe på fingrene, fehår der virvler blidt i sommervinden, latter der bryder skovstilheden. Jeg ser en kat der slanger sig mellem maguritter, forsøger at fange sommerfugle, jagter mus, løber i fuldt firspring gennem haven og op i æbletræet krone. Jeg ser en mor, der er lang og slank og solbrun og meget glad, en far der allerede har stablet vinteren brænde, beskåret alle træer, slået græsplænen....Nåh okay, man kan ikke få det hele!
Men en lille rødtop i min have og en lykkelig sommerkat er også ganske meget mere end jeg nogensinde havde turdet håbe på.

Med til alle forårsdrømmene hører forårsshopping og det er faktisk ikke udelukkende lutter morskab at shoppe længere, for jeg er blevet nærrig og sur og ubestemmelig. Jeg googler og googler igen, jeg finder een ting og så finder jeg en anden. Jeg måler pigebarnets fod og jeg måler skoens sål og jeg sukker og tænker, at dem der står bag det her børneshoppingfrenzy godt nok har regnet den godt ud, for jeg er både købt og solgt hele vejen og ender også med at lægge ligeså mange penge i deres kasseapperater som jeg pre-mor svor, at jeg aldrig nogensinde ville gøre.

Nu er jeg svært glad for brun og rød når det gælder sko og overtøj til børn, der er sådan lidt "børnetime fra 80'erne" over de farver (uden at jeg kan uddybe det nærmere, det er der bare). Vinteren var i dén grad brun, burne støvler, brun flyverdragt - dog rød anorak. Så lad Foråret komme i RØDT, siger jeg! - okay, det sir jeg lidt fordi jeg har fundet alt det her og det er rødt og det er FEDT :-D

og sommertwisteren...wildcardet...tøseskoene, som jeg nok desværre bare må eje. Eller Datteren må....høhø. Nok ikke med lyserøde snørrebånd, nok med lysegule eller støvet grønne (og hvorfor sidder jeg og bruger min energi og mit hjernepotentiale på at finde den helt rigtige farve snørrebånd til disse sko? De kommer til at være sorte af mudder efter første runde i haven alligevel...god! jeg er i med begge ben!)

Men de er fa'me fine, altså ;)

Næh, men se nu her!

Jeg har fået en blog award...for allerførste gang! Det er immervæk en lækker ting at få, skulle jeg hilse og sige, jeg er helt glad for min :-D

Bloggerawarden gives fra een blogger til en anden, kriteriet er, at bloggeren har under 100 læsere - og det må man vist sige jeg opfylder ;) Jeg tror også, at kriterierne er, at man godt kan lide at læse de blogs man giver en award til og/eller at man synes det er en blog andre skulle tage at læse...

Men man kan som bekendt ikke bare sætte sig med en kop kakao og hvile på laurbærerne, what comes around must go around! Så når jeg nu har modtaget en pris, så skal jeg give samme pris videre til 5 andre bloggere - samme kriterier som hvorfor jeg selv har modtaget den. Det er een lang kædeaward, men det er jo pissehyggeligt, så why not.

Den fantastiske kvinde som jeg har modtaget min award af, læser mange af de samme blogs som jeg - især hvis de har under 100 læsere, læser vi de samme, så nu vil jeg jo ikke give prisen videre til dem hun har givet den videre til! Men dog, synes jeg alligevel, at - hvis du ikke allerede læser med om hendes mirakler - jeg vil linke til hende, for det er ... nåhja, en mirakuløs historie hun skriver på derinde ;) Miraklernes Blog

Her er mine 5 prisvindere:

Pisserendens Pippi - hun var den første blog jeg begyndte at læse med på, hvor jeg overhovedet ikke kender blogforfatteren på nogen måde. læsningen herinde, har ført mig vidt omkring på nettet og selvom bloggen ikke er helt vildt aktiv lige nu, så tror jeg nok det kommer igen, for lige om lidt varsles endnu en barsel i pisserenden. By the way...også rart med en ægte københavnerblogger, hver gang jeg støder på "hejjegertotalstorbyagtigblogger" så kommer folk fra Århus :-D

Idas Tankespind - fordi Ida er verdens sødeste kvinde og hun er rejst jorden halvvejs rundt for at følge sin mand på arbejdseventyr. Det er vildt og syret og underligt og overraskende lærerigt, at læse med om Idas tanker og oplevelser og hvordan det er, at være mor, hustru, veninde og kvinde et helt andet sted på jorden end her hvor vi kender det. Idas blog får mig tit til at tænke på, hvor fantastisk det er, at selvom hun er helt i Dubai, så kan jeg sidde herhjemme i min sofa og høre om alt hvad der sker, se billeder og videoer, grine og græde og undgå et alt for stort savn til Ida, for hun er jo lige dér: I Blogverdenen der knytter os tættere sammen.

Lejehusets Lyksagligheder - Fordi Mette skriver pissegodt. There, it's out! Hun skriver så man vil læse mere og mere og mere. Med stor humor og ærlighed (meget vigtigt!) fortæller hun om at være kærester, forældre, studerende...lejer ;) Mette ventede, som jeg selv, på at opleve det mirakel det er, at få lov at blive nogens forældre. Genstridige kroppe havde vi begge to, men i dag sidder vi begge med et barn på skødet og det er ærlig talt bare rørende!

Kong Bertrams Blog - endnu en fuldkommen ukendt københavner for mig, men det er SJAWT og det er tosset og det er bare skide hyggeligt hos ham Bertram og ikke mindst hos hans moar. Så læs! :-D

En Helt Almindelig Kvinde - jojo, men en helt almindelig kvinde, der er ualmindelig dejlig! Og hun skal op i omdrejninger på sin blog, for jeg kan sleeeeeeeeet ikke følge så nøje med i hendes graviditet som jeg vil, så måske kan det her sætte fut i fejemøget hos forfatterinden ;) Michella og jeg går waaaaaay back og er et rigtig godt bevis på, at selvom man er forskellige på næsten alle områder, så skal der ikke så meget andet til, end godt humør og livsgejst for at man kan hygge sig gevaldigt sammen. Jeg holder rigtig meget af Michella, og jeg håber, at en eksplosion af læsere på hendes blog, vil få hende til at rubbe neglene ;) Vi har fx endnu ikke set eet eneste mavebillede af Lillebror!!

Happy Love Day

That lååååååve thang!

Hvis man skal være helt vildt metaforisk og tale i billedsprog, så kunne man godt sige, at det er sådan her kærligheden ser ud i Skovhuset lige nu:

Et hus bliver til

ved at hamre og sømme
Et hjem bliver til
med kærlighed og drømme


Gode Hr. Godsejer Ditlev har tilbudt os dette prægtige lille hus. Eller store, det er cirka 40 kvardratmeter større end det vi har nu. Og cirka 1000 kr dyrere om måneden, måske mere efter renovationen er færdig. Det ligger længere væk fra byen, men bedre lokaliseret i forhold til offentlig transport, så det ville faktisk bliver nemmere for mig og Datteren, at komme rundt!
Vi har været nede og kukkelure på det. Det var slet ikke interessant, overhovedet, ganske udelukket for vores begges vedkommende. Så kom billederne af bondeidyl, sommersol og kirsebærblomst og så bliver man jo immervæk i tvivl! Så er det man virkelig skal køre sætningen "alting ser jo dejligt ud i solskinsvejr!" ind med syvtommersøm, for det gør vores nuværende lille hytte jo også. Men vores nuværende lille hytte ligger jo ligesom bare ikke cirka 20 min væk fra Konnerup Chokolatier - absolut lækreste chokolatier i DK!

Nogle dage sutter røv

Nogle gange vågner man og alting er skævt på en eller anden måde. Man gør ondt, men ikke for alvor. Smerten er nærmere end stor, grå, tung sky der omfavner een end det er svien i hjertekulen. Man kan ikke rigtig sætte en finger på det, man ved bare, at noget ... sutter røv.
Så ved jeg godt, at når man er blogforfatter, så skal man egentlig bruge pladsen på at beskrive de her dage med lange, fine ord, imponere med sine metaforer for dumme dage, forklare/fortælle/forme disse dage med ord så de bliver poetiske og tungsindige - og ikke bare sige, at de sutter røv. Men nu er det bare sådan, at nogle dage er så ubestemmeligt rådne, at man ikke kan beskrive dem, man ved bare, at man vågner om morgenen og håber at dagen går hurtigt. Og de gør de dage aldrig, de strækker sig som dovne katte og varer helt fra potespids til halespids og hvis du har set en ganske udstrakt kat, fx i en solstribe i en vindueskarm, så ved du, at der kan være overraskende langt mellem de to.
Sådan en dag har jeg haft i dag. Datteren har set Fifi og Blomsterbørnene sammenlagt 2 1/5 time i dag. Og hele Hr. Skægs alfabetsangindeks. Hun har ikke engang fået frokost, bare den ene nybagte bolle efter den anden, krydret med en stang rød peberfrugt i ny og næ. Og da Fysikeren kom hjem, fik hun en appelsin til deling.
Og jeg har været ugidelig ud i det latterlige og jeg har fået det endnu dårligere af hele tiden at sige "du er en dååååårlig mor, en dårligdårligdårlig mor!".

Nogle dage sutter ganske enkelt røv!

Men når man har en Datter og en Fysiker, så har man også små solskinsstriber der bryder gennem den der rådne, grå sky. Fx havde vi en enorm hyggelig formiddag, Datteren og jeg, hvor vi bagte boller (jeg forsøgte at få hende til at ælte dem, men ak og ve, Datteren er ligeså ræd for bolledej som jeg er, så jeg måtte selv forme dem) og legede med opvasken og vand og ting man kunne plaske med i vasken. Vi har også netop haft en genial halv time, hvor hun fandt på, at tage et stykke tøj over hovedet så hun ikke kunne se og derefter forsøge at finde rundt i stuen - hvilket resulterede i, at hun gik ind i Rokkefåret 1 gang, ind i sofabordet 1 gang og ind i væggen 4 gange. Og hun syntes det var MÆGTIGT :-D
Og Fysikkeren...tjoe, han kørte fra arbejdet vitterligt det sekund han fik fri, bestilte alle sæsoner af Gilmore Girls hjem og henter (når Datteren er puttet) aftensmad hos Kinamanden.

Man er heldig, hvis man kan sutte røv en hel dag og alligevel sidde klokken syv om aftenen uden en dårlig smag i munden!

Alle de indlæg I aldrig får læst

fordi jeg aldrig får dem skrevet...SUK!

Hver aften inde jeg falder i søvn, ligger jeg og skriver og skriver....inde i mit hoved. Jeg skriver om alting og om ingenting. Inde i mit hoved, har jeg skrevet indlægget "Ode til min Lillebror" fordi han nogle gange bare er så rørende fantastisk, at han faktisk fortjener en ode skrevet til ham. Jeg har for ganske nyligt skrevet et indlæg om en helt fantastisk kvinde, der går helt fantastisk meget igennem hvoraf ikke ret mange af tingene er særligt fantastiske - udover at hendes søn lever. Dét er til gengæld fuldkommen overvældende fantastisk. Og hun er fantastisk, på den meget "nej, det er jeg altså slet ikke, hold nu op med det pjat" agtige måde. Jeg har skrevet et indlæg om mine bedsteforældre, fordi det er en rodet affære af dimensioner, men nogle nyligt fremviste fotos af min Morfar som ung forelsket mand, rørte mig dybt og mindede mig om, at han også en gang stod på livets dørtærskel og tænkte, at nu kørte det satme, det her, med livet og kærligheden og hvad det hele i det hele taget drejer sig om.
Men ingen af tingene er endt andre steder end i mit hoved. Der lever de til gengæld lystigt. så lystigt, at jeg gerne er en halv time om at falde i søvn om aftenen, fordi indlæggene danser rundt og synger hver sin sang om mit søvndrukne hoved.
Men se nu! Nu skriver jeg! (Cause for celebration)

Jeg har fået redet alle trådene, og der var et par stykker, ud i forhold til studiestart til september. Ja, der er overdrevet lang tid til, men hold nu op, hvor er regler også bare forvirrende! Jeg har ganske enkelt opgivet at sidde og læse dem selv og forsøge, at regne dem ud, så jeg skrev til den Faglige Vejleder på Litteraturvidenskab og fik hende til at skære det ud i pap. Bogstaveligt talt. Jeg fik en kæmpe konvelut med papfigurer med posten her til morgen. Eller...aj. Men NU forstår jeg det hele! Jeg kender mine forskellige muligheder, jeg ved hvad jeg skal, hvem jeg skal skrive til, hvor jeg skal sende brevene hen, hvad jeg vil og hvornår jeg vil det. Det er alligevel ikke så lidt. Jeg er SÅ klar til studiestart nu!! Hvis vi lige ser bort fra præcis alle de breve der skal sendes...skrives...postes...printes, hvis vi ser bort fra det faktum, at jeg skal aflevere Datteren hos dagplejeren come studiestart (overhovedet ikke accepteret i mit hoved...slet ikke i mit hjerte!)... hm! Men altså...udover det praktiske, det nødvendige, det obligatoriske, SÅ er jeg så meeeeeegaaaaa klar til studiestart! Jeg er måske endda nået til et punkt hvor jeg glæder mig (gulp!), hvor jeg slår underviserne op og tænker "Åh, jeg håber Henning har et fag til mig til september" (eller "jeg håber at Leif ikke har!"), hvor jeg kører fingrene over mine klassikeres bogryg og tænker, at gamle venner slipper man aldrig rigtig af med.

Og så glipper jeg lidt med mine dukkeøjne og ryster mine gyldne, syntetiske krøller når ord som Eksamenstid, Fremtid, Arbejdsliv stikker deres skræmmende ansigter frem. Nejnej, dét gider vi ikke. Lige nu handler det bare om glæden ved udsigten til studiestart.