Rusk og Regn

Den sidste weekend - altså den der netop er gået - har været helt...stormfuld. På den gode måde. Og på flere måder.
Fredag skulle jeg ses med en veninde og Fysikeren skulle skynde sig hjem fra arbejde for, at vi kunne nå at hente hende + datter ved toget. Men da han trådte ind ad døren, var øjnene helt røde og hænderne blev næsten vredet af led. Uha! Jeg nåede at tænke alle mine værste tanker: Bilen var brudt sammen....Han havde kørt en kat ihjel....Noget slemt var sket på arbejdet.
Da han satte sig i sofaen knak han helt i to og lagde ansigtet i sine store hænder og græd, ja hulkede. Datteren kiggede noget overrasket på sin far og mit hjerte sank. Hans tarmsygdom er helt til rotterne og uden at komme med for mange tarm-agtige detaljer, så er han ganske overbevist om, at noget er helt galt. Faktisk var han overbevist om, at det drejede sig om anal-kræft. Og så undskyldte han tusind gange for, at han havde taget imod akut-tiden hos doktoren lige NU, hvilket betød, at veninden + datter måtte vente ved toget lidt endnu. Den fjollede mand!
Han blev selvfølgelig sendt afsted med formaninger om, at få lægen til at tage det alvorligt, få ham sendt til en scanning med det samme. En halv time efter, var han hjemme igen. Lægen mente ikke det var noget, hun ville i hvert fald ikke sætte noget i gang. "Ring til din egen læge på hospitalet". Hun mener det er arvæv og det kan jo også gøre ondt osv. Fysikeren lod sig berolige og vi kørte mod toget.

Lørdag kom Bedsterne. Og ih hvor var det hyggeligt, selvom det blæste en halv pelikan og regnede cirka det samme. Vi tog på julemarked og hyggede os gevaldigt.

Der var så mange fine ting og vi smagte så mange lækre, hjemmelavede, økologiske bolsjer, at tænderne fik et helt sukkerlag. Hvilket vi toppede med flødeboller og honninghjerter og basser! Der var trædrejer med vidunderlig fantasi www.woodturning.dk og der var optræden af den allerfineste slags, fantastisk, sarkastisk og enormt morsomt www.tincancompany.dk - weekenden kongesætning er klart "Igor! Mit skæg!" råbt af mand i uldent undertøj, lyserøde flæseunderbukser og sort tylskørt, der gik på slap line og så sit påklistrede overskæg flyve afsted i vinden!

Søndag fandt Moderen (a.k.a. undertegnede) på, at spørge Bedsterne, om vi ikke skulle udskyde det der hjemtur og istedet tage en tur i Zoologisk Have. De sagde jo! Men lige som vi var igang med at få alle pakkenellikkerne arrangeret, faldt Datteren. Egentlig et ganske ufarligt fald, et par hårde håndklask, men hun gled blot i sine glatte strømpebuksfødder. Jeg tog hende op på skødet for at trøste, da Fysikeren sagde "Et øjeblik, jeg tror hun bløder". Mørkt, mørkt, rent rødt blod piblede ud i mundvigen på hende - og så løb blodet fra mit hoved og jeg begyndte at ryste over det hele. Nej, jeg klarede det ikke som Stærke Mor, jeg blev Lillebitte Bange Mor da jeg så blodet. Det er første gang hendes blod forlader hendes krop (kan det siges mere dramatisk, mon?). Godt Bedstefar så Moderens reaktion og ligeså stille fik listet Datteren over på sin arm og i bedste Bedstefarstil sagde med glad stemme "Skal vi lige kigge lidt på munden?". Det viste sig, at alle tænderne stadig sad hvor de skulle og tungen var også ganske intakt. Bedstefar lod hende få en fugtig skumklud i munden, så vi kunne se hvor meget og hvorfra blodet kom og da det meget hurtigt stilnede af og stoppede og vi ikke kunne vi finde noget sår, så blev vi enige om, at det nok ikke var så slemt. Jeg skriver vi, men jeg stod under trappen og græd lydløst ned i mit trøjeærme, så stærk var jeg!
Det viste sig senere på dagen, at der var tale om et lillebitte hak i overlæben, skabt af en spids lille tand, så det var ikke farligt på nogen måde, heldigvis.

Afsted til Zoologisk Have kom vi dog, til sidst, og det var stadig et grufuldt vejr, koldt, blæsende og regnfuldt. hvilket naturligvis betød, at dyrene var i HOPLA og der var ingen mennesker overhovedet i Zoo, så vi kunne komme ordentligt hen og kigge ind med Datteren i barnevognen. Aldrig har hun set så mange af dyrene før! Det var fantastisk!

Og meget synd for Faderen, at han måtte blive hjemme og rette opgaver :(

Søndag aften var vi alene igen og vi var så trætte, at ... ja, vi faktisk ikke kunne sove. Datteren holdt sig vågen via mundprutter, dans, sang og bøvser oppe i tremmesengen og Faderen sad og så opgivende til og satte al sin lid til klokken 22 flasken!
Men til sidst kom vi da i seng. Mandag morgen var det hele dog en kende uoverskueligt. Eller ikke en kende. Jeg satte mig på toilettet og morgentissede og græd klokken 6 og så besluttede Faderen, at blive hjemme, sende Moderen i seng igen og tage Datteren med ned i stuen for at putte, spise havregrød og lege. Jeg følte mig meget privilegeret!!