torsdag den 8. marts 2012
onsdag den 7. marts 2012
Marts gennem ruderne
Det er ganske sikkert - foråret er brudt igennem, og selv på de kolde dage, kan man nu mærke sommerfugle i brystet, duften af varme i næsen, lovning om sol på panden!
Pik-origami og svogere...
Jeg sidder lige og læser på Superheltemor's sjåwe blog og ser dette fantastiske pik-origami billede og spørger Fysikeren om han lige vil se med - han kigger, smiler hemmelighedsfuldt og lidt lykkeligt og siger: "K (min søsters mand) har en gang vist mig den ... i virkeligheden ... jeg tror han kaldte den "hotdoggen".... :-S
tirsdag den 6. marts 2012
Tidlig Fugl
Ork...jeg har forelsket mig i demme her! Små piphanse med lys, det er jo ganske fabelagtigt - og også ganske vanvittigt dyrt, hvis man normalt er på containerfund/genbruger/ikea-budget...næsten 1000 kr for en lillebitte fugl. En tidlig fugl - bevares, men man skal jo have en flok hvis man skal have den rette effekt. De hedder Early Bird og det er Alma's Room der laver dem, hvis nu du også synes de er fine og har vundet i lotto ;)
fredag den 2. marts 2012
onsdag den 29. februar 2012
Når man er mere til det skrevne ord end det sagte
Jeg kan tale fanden et øre af, jeg kan male min hverdag på store lærreder, jeg kan knævrer stolpe op og stolpe ned. Jeg kan det både i tale og på skrift. Men jeg foretrækker skrift. For sådan er jeg bare. Jeg er tryg med det skrevne ord, så står det dér...altid. Eller nogen tid, i hvert fald. Og det er ikke fordi jeg så kan nå, at gennemanalysere hvad jeg skriver, for jeg skriver meget ofte lige præcis det jeg føler i lige præcis det øjeblik. Dét alene kan give problemer, så var det måske bedre om jeg istedet sagde det med min mund istedet for med min pen, så ville jeg måske slet ikke sige det...?
Mine skrevne ord er ofte mange. Mange i een lang køre. Jeg har opdaget, at nogle finder det ganske intimiderende, tror at de skal kunne levere det samme for at det går op, eller måske bare, at der ganske enkelt er for mange af mine ord i forhold til deres egne. Måske kan mine skrevne ord nogle gange føles som uforudsigelige vindstød, dem der løfter op i kjolen, vender vrangen ud på paraplyen.
Jeg ved godt, jeg har temperament - men det har jeg jo også når det gælder den modsatte ende af skalaen. Men ligesom de triste ting og de kedelige ting er svære for mig, at sige med ord og ikke med bogstaver, så er kærlighed og fysisk omsorg svært for mig. Jeg er den der sender en mail og fortæller hvor fuldkommen skide hamrende dejlig du er, men når vi sidder sammen over kaffe, så stikker jeg hænderne under lårene og kigger mere ud i rummet end i dine øjne. Det betyder ikke, at jeg ikke mener det, det betyder bare, at det der LIVE, det overrumpler mig på præcis samme måde som mine skrevne ord kan overrumple dig. Det er bare mere accepteret at sige "Jeg er sgu ikke så meget til sms og emails" end det er at sige "Jeg kan sgu bedre lide at sende dig en besked på facebook end at ringe dig op".
Så hvis DU ikke får så mange opkald som du trænger til, så mange opkald som du mener jeg burde kunne nå når nu jeg går hjemme, hvis du faktisk ikke får nogle opkald overhovedet, så tjek din mailboks, for den er helt sikkert fuld :) Og vid så, at det ikke er min laveste form for kommunikation, men den fineste jeg kender - den skrevne, som jeg sender til dig.
Og Pj Harvey synger så fint om netop brevskrivning her, hvis du vil lytte...
Mine skrevne ord er ofte mange. Mange i een lang køre. Jeg har opdaget, at nogle finder det ganske intimiderende, tror at de skal kunne levere det samme for at det går op, eller måske bare, at der ganske enkelt er for mange af mine ord i forhold til deres egne. Måske kan mine skrevne ord nogle gange føles som uforudsigelige vindstød, dem der løfter op i kjolen, vender vrangen ud på paraplyen.
Jeg ved godt, jeg har temperament - men det har jeg jo også når det gælder den modsatte ende af skalaen. Men ligesom de triste ting og de kedelige ting er svære for mig, at sige med ord og ikke med bogstaver, så er kærlighed og fysisk omsorg svært for mig. Jeg er den der sender en mail og fortæller hvor fuldkommen skide hamrende dejlig du er, men når vi sidder sammen over kaffe, så stikker jeg hænderne under lårene og kigger mere ud i rummet end i dine øjne. Det betyder ikke, at jeg ikke mener det, det betyder bare, at det der LIVE, det overrumpler mig på præcis samme måde som mine skrevne ord kan overrumple dig. Det er bare mere accepteret at sige "Jeg er sgu ikke så meget til sms og emails" end det er at sige "Jeg kan sgu bedre lide at sende dig en besked på facebook end at ringe dig op".
Så hvis DU ikke får så mange opkald som du trænger til, så mange opkald som du mener jeg burde kunne nå når nu jeg går hjemme, hvis du faktisk ikke får nogle opkald overhovedet, så tjek din mailboks, for den er helt sikkert fuld :) Og vid så, at det ikke er min laveste form for kommunikation, men den fineste jeg kender - den skrevne, som jeg sender til dig.
Og Pj Harvey synger så fint om netop brevskrivning her, hvis du vil lytte...
tirsdag den 28. februar 2012
Rødt chok! - med et twist af sommer
Jeg er igang med forårsdrømmende...jeg ser en lille lyshåret - OKAY rødhåret, hun er rødhåret! - pige storme omkring i højt græs med mælkebøtteringe på fingrene, fehår der virvler blidt i sommervinden, latter der bryder skovstilheden. Jeg ser en kat der slanger sig mellem maguritter, forsøger at fange sommerfugle, jagter mus, løber i fuldt firspring gennem haven og op i æbletræet krone. Jeg ser en mor, der er lang og slank og solbrun og meget glad, en far der allerede har stablet vinteren brænde, beskåret alle træer, slået græsplænen....Nåh okay, man kan ikke få det hele!
Men en lille rødtop i min have og en lykkelig sommerkat er også ganske meget mere end jeg nogensinde havde turdet håbe på.
Med til alle forårsdrømmene hører forårsshopping og det er faktisk ikke udelukkende lutter morskab at shoppe længere, for jeg er blevet nærrig og sur og ubestemmelig. Jeg googler og googler igen, jeg finder een ting og så finder jeg en anden. Jeg måler pigebarnets fod og jeg måler skoens sål og jeg sukker og tænker, at dem der står bag det her børneshoppingfrenzy godt nok har regnet den godt ud, for jeg er både købt og solgt hele vejen og ender også med at lægge ligeså mange penge i deres kasseapperater som jeg pre-mor svor, at jeg aldrig nogensinde ville gøre.
Nu er jeg svært glad for brun og rød når det gælder sko og overtøj til børn, der er sådan lidt "børnetime fra 80'erne" over de farver (uden at jeg kan uddybe det nærmere, det er der bare). Vinteren var i dén grad brun, burne støvler, brun flyverdragt - dog rød anorak. Så lad Foråret komme i RØDT, siger jeg! - okay, det sir jeg lidt fordi jeg har fundet alt det her og det er rødt og det er FEDT :-D
Men en lille rødtop i min have og en lykkelig sommerkat er også ganske meget mere end jeg nogensinde havde turdet håbe på.
Med til alle forårsdrømmene hører forårsshopping og det er faktisk ikke udelukkende lutter morskab at shoppe længere, for jeg er blevet nærrig og sur og ubestemmelig. Jeg googler og googler igen, jeg finder een ting og så finder jeg en anden. Jeg måler pigebarnets fod og jeg måler skoens sål og jeg sukker og tænker, at dem der står bag det her børneshoppingfrenzy godt nok har regnet den godt ud, for jeg er både købt og solgt hele vejen og ender også med at lægge ligeså mange penge i deres kasseapperater som jeg pre-mor svor, at jeg aldrig nogensinde ville gøre.
Nu er jeg svært glad for brun og rød når det gælder sko og overtøj til børn, der er sådan lidt "børnetime fra 80'erne" over de farver (uden at jeg kan uddybe det nærmere, det er der bare). Vinteren var i dén grad brun, burne støvler, brun flyverdragt - dog rød anorak. Så lad Foråret komme i RØDT, siger jeg! - okay, det sir jeg lidt fordi jeg har fundet alt det her og det er rødt og det er FEDT :-D
og sommertwisteren...wildcardet...tøseskoene, som jeg nok desværre bare må eje. Eller Datteren må....høhø. Nok ikke med lyserøde snørrebånd, nok med lysegule eller støvet grønne (og hvorfor sidder jeg og bruger min energi og mit hjernepotentiale på at finde den helt rigtige farve snørrebånd til disse sko? De kommer til at være sorte af mudder efter første runde i haven alligevel...god! jeg er i med begge ben!)
Men de er fa'me fine, altså ;)
fredag den 24. februar 2012
Næh, men se nu her!
Jeg har fået en blog award...for allerførste gang! Det er immervæk en lækker ting at få, skulle jeg hilse og sige, jeg er helt glad for min :-D
Bloggerawarden gives fra een blogger til en anden, kriteriet er, at bloggeren har under 100 læsere - og det må man vist sige jeg opfylder ;) Jeg tror også, at kriterierne er, at man godt kan lide at læse de blogs man giver en award til og/eller at man synes det er en blog andre skulle tage at læse...
Men man kan som bekendt ikke bare sætte sig med en kop kakao og hvile på laurbærerne, what comes around must go around! Så når jeg nu har modtaget en pris, så skal jeg give samme pris videre til 5 andre bloggere - samme kriterier som hvorfor jeg selv har modtaget den. Det er een lang kædeaward, men det er jo pissehyggeligt, så why not.
Den fantastiske kvinde som jeg har modtaget min award af, læser mange af de samme blogs som jeg - især hvis de har under 100 læsere, læser vi de samme, så nu vil jeg jo ikke give prisen videre til dem hun har givet den videre til! Men dog, synes jeg alligevel, at - hvis du ikke allerede læser med om hendes mirakler - jeg vil linke til hende, for det er ... nåhja, en mirakuløs historie hun skriver på derinde ;) Miraklernes Blog
Her er mine 5 prisvindere:
Pisserendens Pippi - hun var den første blog jeg begyndte at læse med på, hvor jeg overhovedet ikke kender blogforfatteren på nogen måde. læsningen herinde, har ført mig vidt omkring på nettet og selvom bloggen ikke er helt vildt aktiv lige nu, så tror jeg nok det kommer igen, for lige om lidt varsles endnu en barsel i pisserenden. By the way...også rart med en ægte københavnerblogger, hver gang jeg støder på "hejjegertotalstorbyagtigblogger" så kommer folk fra Århus :-D
Idas Tankespind - fordi Ida er verdens sødeste kvinde og hun er rejst jorden halvvejs rundt for at følge sin mand på arbejdseventyr. Det er vildt og syret og underligt og overraskende lærerigt, at læse med om Idas tanker og oplevelser og hvordan det er, at være mor, hustru, veninde og kvinde et helt andet sted på jorden end her hvor vi kender det. Idas blog får mig tit til at tænke på, hvor fantastisk det er, at selvom hun er helt i Dubai, så kan jeg sidde herhjemme i min sofa og høre om alt hvad der sker, se billeder og videoer, grine og græde og undgå et alt for stort savn til Ida, for hun er jo lige dér: I Blogverdenen der knytter os tættere sammen.
Lejehusets Lyksagligheder - Fordi Mette skriver pissegodt. There, it's out! Hun skriver så man vil læse mere og mere og mere. Med stor humor og ærlighed (meget vigtigt!) fortæller hun om at være kærester, forældre, studerende...lejer ;) Mette ventede, som jeg selv, på at opleve det mirakel det er, at få lov at blive nogens forældre. Genstridige kroppe havde vi begge to, men i dag sidder vi begge med et barn på skødet og det er ærlig talt bare rørende!
Kong Bertrams Blog - endnu en fuldkommen ukendt københavner for mig, men det er SJAWT og det er tosset og det er bare skide hyggeligt hos ham Bertram og ikke mindst hos hans moar. Så læs! :-D
En Helt Almindelig Kvinde - jojo, men en helt almindelig kvinde, der er ualmindelig dejlig! Og hun skal op i omdrejninger på sin blog, for jeg kan sleeeeeeeeet ikke følge så nøje med i hendes graviditet som jeg vil, så måske kan det her sætte fut i fejemøget hos forfatterinden ;) Michella og jeg går waaaaaay back og er et rigtig godt bevis på, at selvom man er forskellige på næsten alle områder, så skal der ikke så meget andet til, end godt humør og livsgejst for at man kan hygge sig gevaldigt sammen. Jeg holder rigtig meget af Michella, og jeg håber, at en eksplosion af læsere på hendes blog, vil få hende til at rubbe neglene ;) Vi har fx endnu ikke set eet eneste mavebillede af Lillebror!!
Bloggerawarden gives fra een blogger til en anden, kriteriet er, at bloggeren har under 100 læsere - og det må man vist sige jeg opfylder ;) Jeg tror også, at kriterierne er, at man godt kan lide at læse de blogs man giver en award til og/eller at man synes det er en blog andre skulle tage at læse...
Men man kan som bekendt ikke bare sætte sig med en kop kakao og hvile på laurbærerne, what comes around must go around! Så når jeg nu har modtaget en pris, så skal jeg give samme pris videre til 5 andre bloggere - samme kriterier som hvorfor jeg selv har modtaget den. Det er een lang kædeaward, men det er jo pissehyggeligt, så why not.
Den fantastiske kvinde som jeg har modtaget min award af, læser mange af de samme blogs som jeg - især hvis de har under 100 læsere, læser vi de samme, så nu vil jeg jo ikke give prisen videre til dem hun har givet den videre til! Men dog, synes jeg alligevel, at - hvis du ikke allerede læser med om hendes mirakler - jeg vil linke til hende, for det er ... nåhja, en mirakuløs historie hun skriver på derinde ;) Miraklernes Blog
Her er mine 5 prisvindere:
Pisserendens Pippi - hun var den første blog jeg begyndte at læse med på, hvor jeg overhovedet ikke kender blogforfatteren på nogen måde. læsningen herinde, har ført mig vidt omkring på nettet og selvom bloggen ikke er helt vildt aktiv lige nu, så tror jeg nok det kommer igen, for lige om lidt varsles endnu en barsel i pisserenden. By the way...også rart med en ægte københavnerblogger, hver gang jeg støder på "hejjegertotalstorbyagtigblogger" så kommer folk fra Århus :-D
Idas Tankespind - fordi Ida er verdens sødeste kvinde og hun er rejst jorden halvvejs rundt for at følge sin mand på arbejdseventyr. Det er vildt og syret og underligt og overraskende lærerigt, at læse med om Idas tanker og oplevelser og hvordan det er, at være mor, hustru, veninde og kvinde et helt andet sted på jorden end her hvor vi kender det. Idas blog får mig tit til at tænke på, hvor fantastisk det er, at selvom hun er helt i Dubai, så kan jeg sidde herhjemme i min sofa og høre om alt hvad der sker, se billeder og videoer, grine og græde og undgå et alt for stort savn til Ida, for hun er jo lige dér: I Blogverdenen der knytter os tættere sammen.
Lejehusets Lyksagligheder - Fordi Mette skriver pissegodt. There, it's out! Hun skriver så man vil læse mere og mere og mere. Med stor humor og ærlighed (meget vigtigt!) fortæller hun om at være kærester, forældre, studerende...lejer ;) Mette ventede, som jeg selv, på at opleve det mirakel det er, at få lov at blive nogens forældre. Genstridige kroppe havde vi begge to, men i dag sidder vi begge med et barn på skødet og det er ærlig talt bare rørende!
Kong Bertrams Blog - endnu en fuldkommen ukendt københavner for mig, men det er SJAWT og det er tosset og det er bare skide hyggeligt hos ham Bertram og ikke mindst hos hans moar. Så læs! :-D
En Helt Almindelig Kvinde - jojo, men en helt almindelig kvinde, der er ualmindelig dejlig! Og hun skal op i omdrejninger på sin blog, for jeg kan sleeeeeeeeet ikke følge så nøje med i hendes graviditet som jeg vil, så måske kan det her sætte fut i fejemøget hos forfatterinden ;) Michella og jeg går waaaaaay back og er et rigtig godt bevis på, at selvom man er forskellige på næsten alle områder, så skal der ikke så meget andet til, end godt humør og livsgejst for at man kan hygge sig gevaldigt sammen. Jeg holder rigtig meget af Michella, og jeg håber, at en eksplosion af læsere på hendes blog, vil få hende til at rubbe neglene ;) Vi har fx endnu ikke set eet eneste mavebillede af Lillebror!!
tirsdag den 14. februar 2012
lørdag den 11. februar 2012
That lååååååve thang!
Hvis man skal være helt vildt metaforisk og tale i billedsprog, så kunne man godt sige, at det er sådan her kærligheden ser ud i Skovhuset lige nu:
torsdag den 9. februar 2012
Et hus bliver til
ved at hamre og sømme
Et hjem bliver til
med kærlighed og drømme
Gode Hr. Godsejer Ditlev har tilbudt os dette prægtige lille hus. Eller store, det er cirka 40 kvardratmeter større end det vi har nu. Og cirka 1000 kr dyrere om måneden, måske mere efter renovationen er færdig. Det ligger længere væk fra byen, men bedre lokaliseret i forhold til offentlig transport, så det ville faktisk bliver nemmere for mig og Datteren, at komme rundt!
Vi har været nede og kukkelure på det. Det var slet ikke interessant, overhovedet, ganske udelukket for vores begges vedkommende. Så kom billederne af bondeidyl, sommersol og kirsebærblomst og så bliver man jo immervæk i tvivl! Så er det man virkelig skal køre sætningen "alting ser jo dejligt ud i solskinsvejr!" ind med syvtommersøm, for det gør vores nuværende lille hytte jo også. Men vores nuværende lille hytte ligger jo ligesom bare ikke cirka 20 min væk fra Konnerup Chokolatier - absolut lækreste chokolatier i DK!
Et hjem bliver til
med kærlighed og drømme
Gode Hr. Godsejer Ditlev har tilbudt os dette prægtige lille hus. Eller store, det er cirka 40 kvardratmeter større end det vi har nu. Og cirka 1000 kr dyrere om måneden, måske mere efter renovationen er færdig. Det ligger længere væk fra byen, men bedre lokaliseret i forhold til offentlig transport, så det ville faktisk bliver nemmere for mig og Datteren, at komme rundt!
Vi har været nede og kukkelure på det. Det var slet ikke interessant, overhovedet, ganske udelukket for vores begges vedkommende. Så kom billederne af bondeidyl, sommersol og kirsebærblomst og så bliver man jo immervæk i tvivl! Så er det man virkelig skal køre sætningen "alting ser jo dejligt ud i solskinsvejr!" ind med syvtommersøm, for det gør vores nuværende lille hytte jo også. Men vores nuværende lille hytte ligger jo ligesom bare ikke cirka 20 min væk fra Konnerup Chokolatier - absolut lækreste chokolatier i DK!
onsdag den 8. februar 2012
Nogle dage sutter røv
Nogle gange vågner man og alting er skævt på en eller anden måde. Man gør ondt, men ikke for alvor. Smerten er nærmere end stor, grå, tung sky der omfavner een end det er svien i hjertekulen. Man kan ikke rigtig sætte en finger på det, man ved bare, at noget ... sutter røv.
Så ved jeg godt, at når man er blogforfatter, så skal man egentlig bruge pladsen på at beskrive de her dage med lange, fine ord, imponere med sine metaforer for dumme dage, forklare/fortælle/forme disse dage med ord så de bliver poetiske og tungsindige - og ikke bare sige, at de sutter røv. Men nu er det bare sådan, at nogle dage er så ubestemmeligt rådne, at man ikke kan beskrive dem, man ved bare, at man vågner om morgenen og håber at dagen går hurtigt. Og de gør de dage aldrig, de strækker sig som dovne katte og varer helt fra potespids til halespids og hvis du har set en ganske udstrakt kat, fx i en solstribe i en vindueskarm, så ved du, at der kan være overraskende langt mellem de to.
Sådan en dag har jeg haft i dag. Datteren har set Fifi og Blomsterbørnene sammenlagt 2 1/5 time i dag. Og hele Hr. Skægs alfabetsangindeks. Hun har ikke engang fået frokost, bare den ene nybagte bolle efter den anden, krydret med en stang rød peberfrugt i ny og næ. Og da Fysikeren kom hjem, fik hun en appelsin til deling.
Og jeg har været ugidelig ud i det latterlige og jeg har fået det endnu dårligere af hele tiden at sige "du er en dååååårlig mor, en dårligdårligdårlig mor!".
Nogle dage sutter ganske enkelt røv!
Men når man har en Datter og en Fysiker, så har man også små solskinsstriber der bryder gennem den der rådne, grå sky. Fx havde vi en enorm hyggelig formiddag, Datteren og jeg, hvor vi bagte boller (jeg forsøgte at få hende til at ælte dem, men ak og ve, Datteren er ligeså ræd for bolledej som jeg er, så jeg måtte selv forme dem) og legede med opvasken og vand og ting man kunne plaske med i vasken. Vi har også netop haft en genial halv time, hvor hun fandt på, at tage et stykke tøj over hovedet så hun ikke kunne se og derefter forsøge at finde rundt i stuen - hvilket resulterede i, at hun gik ind i Rokkefåret 1 gang, ind i sofabordet 1 gang og ind i væggen 4 gange. Og hun syntes det var MÆGTIGT :-D
Og Fysikkeren...tjoe, han kørte fra arbejdet vitterligt det sekund han fik fri, bestilte alle sæsoner af Gilmore Girls hjem og henter (når Datteren er puttet) aftensmad hos Kinamanden.
Man er heldig, hvis man kan sutte røv en hel dag og alligevel sidde klokken syv om aftenen uden en dårlig smag i munden!
Så ved jeg godt, at når man er blogforfatter, så skal man egentlig bruge pladsen på at beskrive de her dage med lange, fine ord, imponere med sine metaforer for dumme dage, forklare/fortælle/forme disse dage med ord så de bliver poetiske og tungsindige - og ikke bare sige, at de sutter røv. Men nu er det bare sådan, at nogle dage er så ubestemmeligt rådne, at man ikke kan beskrive dem, man ved bare, at man vågner om morgenen og håber at dagen går hurtigt. Og de gør de dage aldrig, de strækker sig som dovne katte og varer helt fra potespids til halespids og hvis du har set en ganske udstrakt kat, fx i en solstribe i en vindueskarm, så ved du, at der kan være overraskende langt mellem de to.
Sådan en dag har jeg haft i dag. Datteren har set Fifi og Blomsterbørnene sammenlagt 2 1/5 time i dag. Og hele Hr. Skægs alfabetsangindeks. Hun har ikke engang fået frokost, bare den ene nybagte bolle efter den anden, krydret med en stang rød peberfrugt i ny og næ. Og da Fysikeren kom hjem, fik hun en appelsin til deling.
Og jeg har været ugidelig ud i det latterlige og jeg har fået det endnu dårligere af hele tiden at sige "du er en dååååårlig mor, en dårligdårligdårlig mor!".
Nogle dage sutter ganske enkelt røv!
Men når man har en Datter og en Fysiker, så har man også små solskinsstriber der bryder gennem den der rådne, grå sky. Fx havde vi en enorm hyggelig formiddag, Datteren og jeg, hvor vi bagte boller (jeg forsøgte at få hende til at ælte dem, men ak og ve, Datteren er ligeså ræd for bolledej som jeg er, så jeg måtte selv forme dem) og legede med opvasken og vand og ting man kunne plaske med i vasken. Vi har også netop haft en genial halv time, hvor hun fandt på, at tage et stykke tøj over hovedet så hun ikke kunne se og derefter forsøge at finde rundt i stuen - hvilket resulterede i, at hun gik ind i Rokkefåret 1 gang, ind i sofabordet 1 gang og ind i væggen 4 gange. Og hun syntes det var MÆGTIGT :-D
Og Fysikkeren...tjoe, han kørte fra arbejdet vitterligt det sekund han fik fri, bestilte alle sæsoner af Gilmore Girls hjem og henter (når Datteren er puttet) aftensmad hos Kinamanden.
Man er heldig, hvis man kan sutte røv en hel dag og alligevel sidde klokken syv om aftenen uden en dårlig smag i munden!
tirsdag den 7. februar 2012
Alle de indlæg I aldrig får læst
fordi jeg aldrig får dem skrevet...SUK!
Hver aften inde jeg falder i søvn, ligger jeg og skriver og skriver....inde i mit hoved. Jeg skriver om alting og om ingenting. Inde i mit hoved, har jeg skrevet indlægget "Ode til min Lillebror" fordi han nogle gange bare er så rørende fantastisk, at han faktisk fortjener en ode skrevet til ham. Jeg har for ganske nyligt skrevet et indlæg om en helt fantastisk kvinde, der går helt fantastisk meget igennem hvoraf ikke ret mange af tingene er særligt fantastiske - udover at hendes søn lever. Dét er til gengæld fuldkommen overvældende fantastisk. Og hun er fantastisk, på den meget "nej, det er jeg altså slet ikke, hold nu op med det pjat" agtige måde. Jeg har skrevet et indlæg om mine bedsteforældre, fordi det er en rodet affære af dimensioner, men nogle nyligt fremviste fotos af min Morfar som ung forelsket mand, rørte mig dybt og mindede mig om, at han også en gang stod på livets dørtærskel og tænkte, at nu kørte det satme, det her, med livet og kærligheden og hvad det hele i det hele taget drejer sig om.
Men ingen af tingene er endt andre steder end i mit hoved. Der lever de til gengæld lystigt. så lystigt, at jeg gerne er en halv time om at falde i søvn om aftenen, fordi indlæggene danser rundt og synger hver sin sang om mit søvndrukne hoved.
Men se nu! Nu skriver jeg! (Cause for celebration)
Jeg har fået redet alle trådene, og der var et par stykker, ud i forhold til studiestart til september. Ja, der er overdrevet lang tid til, men hold nu op, hvor er regler også bare forvirrende! Jeg har ganske enkelt opgivet at sidde og læse dem selv og forsøge, at regne dem ud, så jeg skrev til den Faglige Vejleder på Litteraturvidenskab og fik hende til at skære det ud i pap. Bogstaveligt talt. Jeg fik en kæmpe konvelut med papfigurer med posten her til morgen. Eller...aj. Men NU forstår jeg det hele! Jeg kender mine forskellige muligheder, jeg ved hvad jeg skal, hvem jeg skal skrive til, hvor jeg skal sende brevene hen, hvad jeg vil og hvornår jeg vil det. Det er alligevel ikke så lidt. Jeg er SÅ klar til studiestart nu!! Hvis vi lige ser bort fra præcis alle de breve der skal sendes...skrives...postes...printes, hvis vi ser bort fra det faktum, at jeg skal aflevere Datteren hos dagplejeren come studiestart (overhovedet ikke accepteret i mit hoved...slet ikke i mit hjerte!)... hm! Men altså...udover det praktiske, det nødvendige, det obligatoriske, SÅ er jeg så meeeeeegaaaaa klar til studiestart! Jeg er måske endda nået til et punkt hvor jeg glæder mig (gulp!), hvor jeg slår underviserne op og tænker "Åh, jeg håber Henning har et fag til mig til september" (eller "jeg håber at Leif ikke har!"), hvor jeg kører fingrene over mine klassikeres bogryg og tænker, at gamle venner slipper man aldrig rigtig af med.
Og så glipper jeg lidt med mine dukkeøjne og ryster mine gyldne, syntetiske krøller når ord som Eksamenstid, Fremtid, Arbejdsliv stikker deres skræmmende ansigter frem. Nejnej, dét gider vi ikke. Lige nu handler det bare om glæden ved udsigten til studiestart.
Hver aften inde jeg falder i søvn, ligger jeg og skriver og skriver....inde i mit hoved. Jeg skriver om alting og om ingenting. Inde i mit hoved, har jeg skrevet indlægget "Ode til min Lillebror" fordi han nogle gange bare er så rørende fantastisk, at han faktisk fortjener en ode skrevet til ham. Jeg har for ganske nyligt skrevet et indlæg om en helt fantastisk kvinde, der går helt fantastisk meget igennem hvoraf ikke ret mange af tingene er særligt fantastiske - udover at hendes søn lever. Dét er til gengæld fuldkommen overvældende fantastisk. Og hun er fantastisk, på den meget "nej, det er jeg altså slet ikke, hold nu op med det pjat" agtige måde. Jeg har skrevet et indlæg om mine bedsteforældre, fordi det er en rodet affære af dimensioner, men nogle nyligt fremviste fotos af min Morfar som ung forelsket mand, rørte mig dybt og mindede mig om, at han også en gang stod på livets dørtærskel og tænkte, at nu kørte det satme, det her, med livet og kærligheden og hvad det hele i det hele taget drejer sig om.
Men ingen af tingene er endt andre steder end i mit hoved. Der lever de til gengæld lystigt. så lystigt, at jeg gerne er en halv time om at falde i søvn om aftenen, fordi indlæggene danser rundt og synger hver sin sang om mit søvndrukne hoved.
Men se nu! Nu skriver jeg! (Cause for celebration)
Jeg har fået redet alle trådene, og der var et par stykker, ud i forhold til studiestart til september. Ja, der er overdrevet lang tid til, men hold nu op, hvor er regler også bare forvirrende! Jeg har ganske enkelt opgivet at sidde og læse dem selv og forsøge, at regne dem ud, så jeg skrev til den Faglige Vejleder på Litteraturvidenskab og fik hende til at skære det ud i pap. Bogstaveligt talt. Jeg fik en kæmpe konvelut med papfigurer med posten her til morgen. Eller...aj. Men NU forstår jeg det hele! Jeg kender mine forskellige muligheder, jeg ved hvad jeg skal, hvem jeg skal skrive til, hvor jeg skal sende brevene hen, hvad jeg vil og hvornår jeg vil det. Det er alligevel ikke så lidt. Jeg er SÅ klar til studiestart nu!! Hvis vi lige ser bort fra præcis alle de breve der skal sendes...skrives...postes...printes, hvis vi ser bort fra det faktum, at jeg skal aflevere Datteren hos dagplejeren come studiestart (overhovedet ikke accepteret i mit hoved...slet ikke i mit hjerte!)... hm! Men altså...udover det praktiske, det nødvendige, det obligatoriske, SÅ er jeg så meeeeeegaaaaa klar til studiestart! Jeg er måske endda nået til et punkt hvor jeg glæder mig (gulp!), hvor jeg slår underviserne op og tænker "Åh, jeg håber Henning har et fag til mig til september" (eller "jeg håber at Leif ikke har!"), hvor jeg kører fingrene over mine klassikeres bogryg og tænker, at gamle venner slipper man aldrig rigtig af med.
Og så glipper jeg lidt med mine dukkeøjne og ryster mine gyldne, syntetiske krøller når ord som Eksamenstid, Fremtid, Arbejdsliv stikker deres skræmmende ansigter frem. Nejnej, dét gider vi ikke. Lige nu handler det bare om glæden ved udsigten til studiestart.
søndag den 29. januar 2012
Stemning
Udover vagtlæger, skadestuelæger, hospitalslæger og smerter, blev der også tid til sne og sne og mere sne, hygge og hygge og råhygge og lørdag aften med min Fysikers hånd i min.
fredag den 27. januar 2012
torsdag den 26. januar 2012
3
For 3 år siden lå jeg alene på en meget stor og forladt stue på OUHs gynækologiske afdeling og havde rigtig rigtig ondt - men ikke ondt nok (ifølge lægen).
I morgen er det 3 år siden jeg blev opereret og vores 1. lille ønskebarn forsvandt ud i intetheden. Jeg troede ikke det ville ske, men det er blevet lettere. Det er terminsdagen der for alvor gør ondt, det er der hvor jeg tænker alt for meget på, at én skulle være fyldt så og så meget og én skulle ha holdt fødselsdagsfest. Jeg kan ikke lide, at kalenderen har flere ikke-fødselsdage end fødselsdage, jeg håber det en dag bliver omvendt: At kalenderen er FULD af fødselsdage og mit hus er FULDT af børn!
Min fantastiske, vidunderlige, underskønne veninde (hende der må sige alt til mig uden det gør ondt) sendte en lille sang med teksten "This much I know, things don't grow if you don't bless them with your patience"
- så her er jeg: Fuld af tålmodighed! - og forventning og håb og ønsker og drømme og kærlighed.
Hør sangen her
I morgen er det 3 år siden jeg blev opereret og vores 1. lille ønskebarn forsvandt ud i intetheden. Jeg troede ikke det ville ske, men det er blevet lettere. Det er terminsdagen der for alvor gør ondt, det er der hvor jeg tænker alt for meget på, at én skulle være fyldt så og så meget og én skulle ha holdt fødselsdagsfest. Jeg kan ikke lide, at kalenderen har flere ikke-fødselsdage end fødselsdage, jeg håber det en dag bliver omvendt: At kalenderen er FULD af fødselsdage og mit hus er FULDT af børn!
Min fantastiske, vidunderlige, underskønne veninde (hende der må sige alt til mig uden det gør ondt) sendte en lille sang med teksten "This much I know, things don't grow if you don't bless them with your patience"
- så her er jeg: Fuld af tålmodighed! - og forventning og håb og ønsker og drømme og kærlighed.
Hør sangen her
onsdag den 25. januar 2012
tirsdag den 17. januar 2012
mandag den 16. januar 2012
Lukket
Øv. Jeg er en dag over tid. Jeg skulle ha haft min menstruation igår og den er ikke kommet. Ingen tegn på graviditet og det skulle da også involvere en vis Hr. Helligånd hvis det skulle være der den lå. Heller ingen tegn på menstruation...lidt idag. Tyngden i maven. Følelsen af, at NU bløder jeg, nej NU, nej, helt bestemt NU. Men det gør jeg ikke. Heller ikke bare lidt.
Igår var dagen, hvis min cyklus bare havde samlet sig selv op efter aborten og fortsat uden at blinke. Det har den så ikke gjort, kan vi konstatere. Men det er helt normalt, at der går mellem 4 og 6 uger fra abort til næste menstruationsblødning. Det er bare det at...det med at vente på en blødning, det med at forberede sig på en blødning, på decideret at SE blod igen....det gør ondt. Det minder mig om, at vi jo lige for et øjeblik siden mistede en baby vi gerne ville ha haft. Det minder mig også om, at vi lige for 3 år siden mistede en anden baby vi gerne ville ha haft. Det er så overvældende. At Det hele falder oveni hinanden. Jeg blev endda gravid med min datter 19. januar for 2 år siden. ALT der vedrører mine evner til at få eller ikke få et barn, ligger i december og januar. Det er ... for meget.
Jeg græd imorges og sagde til Fysikeren, at jeg ikke vil teste denne gang. Jeg er for det første fuldkommen overbevist om, at der slet ikke er nogen chance for en ny graviditet. Jeg har haft en meget vag ægløsning, at dømme efter smerterne. Jeg har ikke haft særlig mange smerter denne måned. Siden Nytår har jeg kun markeret 3 dage med smerter i min oversigt til gynækologisk afd., det har så også været ekstrem stærke smerter de dage, men det er bare ingenting i forhold til de normale mange mange dage med mange mange smerter. Men jeg vil ikke teste, for jeg kan ikke bære, at vide een gang til, at der var en, som ikke ville alligevel. jeg kan ikke bære det. Jeg får ondt i brystet af tanken. Det KAN jeg ikke. det VIL jeg ikke. så jeg nægter at spille med, jeg har lukket ned og holder mig ørerne og råber så højt jeg kan "LALALALALALA". Hvilket selvfølgelig ikke resulterer i andet end, at jeg er helt udspasset af stress, af sorg, af krimskrams indeni. Jeg ved jo godt min menstruation ikke kommer, så længe jeg er udspasset. Men det er svært - umuligt - ikke at spasse ud indtil man får sin menstruation. Ond cirkel?!
Jeg orker ikke, at vente 2 uger mere før den kommer. Det kan jeg selvfølgelig bare blive nødt til, hvis det først er der den vil komme. Men jeg orker ikke. Jeg vil bare gerne have den. Jeg vil bare gerne igennem blodet. Ud på den anden side. Føle at min krop har fixet sig selv.
Jeg skal til undersøgelse igen igen på gynækologisk afd. den 2. februar. Den tid aftalte vi, for så var det midt mellem menstruationer. ...tsk tsk. Vi er blevet enige om, ikke at aflyse den selvom jeg så måske har 1. menstruationsdag den dag jeg skal derind, for vi trænger egentlig bare lige til, at de kigger derind og ser, om der er noget væv der har ændret sig, om der måske alligevel sidder en stor fed gokkehøne af en cyste et sted og blokere vejen ned i livmoderen. Sidst de så en cyste på scanning, sad den inde i livmoderen. Lille og den burde ikke kunne påvirke en graviditet overhovedet. Men tankerne flyver jo rundt! Den ene måned kan de se det ene, den anden måned kan de se det næste.
Og den åndssvage pencillinkur jeg skulle tage mellem min tid i november og min tid til februar, står bare ude i toiletskabet og glor. Søren bad mig om, ikke at tage den i december, for HVIS NU jeg var gravid, så var det ikke så godt med pencillinkur. Så lod jeg være. Så var jeg gravid. Så aborterede jeg. Så var det jul og så var det nytår og så blev det januar og nu synes vi egentlig bare, at kroppen skal have ro til at komme ovenpå inden vi stopper alt muligt skidt og møg derind for at kurere en masse "måske'er".
Jeg er bare sådan lidt...lukket. det er det eneste ord jeg kan komme på. Jeg er lukket. LUKKET! Og jeg åbner først igen når den blødning kommer. Eller...måske lukker jeg lidt mere dér. Måske låser jeg også dér. Men Så åbner jeg også bagefter. Så bær lige over med mig, hvis du har sendt en mail, en sms, ringet, venter et sted fordi vi havde en aftale eller noget i den retning. Jeg er lukket.
Igår var dagen, hvis min cyklus bare havde samlet sig selv op efter aborten og fortsat uden at blinke. Det har den så ikke gjort, kan vi konstatere. Men det er helt normalt, at der går mellem 4 og 6 uger fra abort til næste menstruationsblødning. Det er bare det at...det med at vente på en blødning, det med at forberede sig på en blødning, på decideret at SE blod igen....det gør ondt. Det minder mig om, at vi jo lige for et øjeblik siden mistede en baby vi gerne ville ha haft. Det minder mig også om, at vi lige for 3 år siden mistede en anden baby vi gerne ville ha haft. Det er så overvældende. At Det hele falder oveni hinanden. Jeg blev endda gravid med min datter 19. januar for 2 år siden. ALT der vedrører mine evner til at få eller ikke få et barn, ligger i december og januar. Det er ... for meget.
Jeg græd imorges og sagde til Fysikeren, at jeg ikke vil teste denne gang. Jeg er for det første fuldkommen overbevist om, at der slet ikke er nogen chance for en ny graviditet. Jeg har haft en meget vag ægløsning, at dømme efter smerterne. Jeg har ikke haft særlig mange smerter denne måned. Siden Nytår har jeg kun markeret 3 dage med smerter i min oversigt til gynækologisk afd., det har så også været ekstrem stærke smerter de dage, men det er bare ingenting i forhold til de normale mange mange dage med mange mange smerter. Men jeg vil ikke teste, for jeg kan ikke bære, at vide een gang til, at der var en, som ikke ville alligevel. jeg kan ikke bære det. Jeg får ondt i brystet af tanken. Det KAN jeg ikke. det VIL jeg ikke. så jeg nægter at spille med, jeg har lukket ned og holder mig ørerne og råber så højt jeg kan "LALALALALALA". Hvilket selvfølgelig ikke resulterer i andet end, at jeg er helt udspasset af stress, af sorg, af krimskrams indeni. Jeg ved jo godt min menstruation ikke kommer, så længe jeg er udspasset. Men det er svært - umuligt - ikke at spasse ud indtil man får sin menstruation. Ond cirkel?!
Jeg orker ikke, at vente 2 uger mere før den kommer. Det kan jeg selvfølgelig bare blive nødt til, hvis det først er der den vil komme. Men jeg orker ikke. Jeg vil bare gerne have den. Jeg vil bare gerne igennem blodet. Ud på den anden side. Føle at min krop har fixet sig selv.
Jeg skal til undersøgelse igen igen på gynækologisk afd. den 2. februar. Den tid aftalte vi, for så var det midt mellem menstruationer. ...tsk tsk. Vi er blevet enige om, ikke at aflyse den selvom jeg så måske har 1. menstruationsdag den dag jeg skal derind, for vi trænger egentlig bare lige til, at de kigger derind og ser, om der er noget væv der har ændret sig, om der måske alligevel sidder en stor fed gokkehøne af en cyste et sted og blokere vejen ned i livmoderen. Sidst de så en cyste på scanning, sad den inde i livmoderen. Lille og den burde ikke kunne påvirke en graviditet overhovedet. Men tankerne flyver jo rundt! Den ene måned kan de se det ene, den anden måned kan de se det næste.
Og den åndssvage pencillinkur jeg skulle tage mellem min tid i november og min tid til februar, står bare ude i toiletskabet og glor. Søren bad mig om, ikke at tage den i december, for HVIS NU jeg var gravid, så var det ikke så godt med pencillinkur. Så lod jeg være. Så var jeg gravid. Så aborterede jeg. Så var det jul og så var det nytår og så blev det januar og nu synes vi egentlig bare, at kroppen skal have ro til at komme ovenpå inden vi stopper alt muligt skidt og møg derind for at kurere en masse "måske'er".
Jeg er bare sådan lidt...lukket. det er det eneste ord jeg kan komme på. Jeg er lukket. LUKKET! Og jeg åbner først igen når den blødning kommer. Eller...måske lukker jeg lidt mere dér. Måske låser jeg også dér. Men Så åbner jeg også bagefter. Så bær lige over med mig, hvis du har sendt en mail, en sms, ringet, venter et sted fordi vi havde en aftale eller noget i den retning. Jeg er lukket.
fredag den 13. januar 2012
Cabin-porn!
Lidt af en linkie-linkie-aften, hva?
Men se nu her, en hjemmeside! Det er jo helt til at...få lyst til at pakke sin varme kakao, sine bedste bøger og sit største behov for RO og bare tage afstedafstedafsted!!
Klik her, så får du selv at se!
smagsprøve:
Men se nu her, en hjemmeside! Det er jo helt til at...få lyst til at pakke sin varme kakao, sine bedste bøger og sit største behov for RO og bare tage afstedafstedafsted!!
Klik her, så får du selv at se!
smagsprøve:
torsdag den 12. januar 2012
Stephanie Potter er død!
hun er død død ...døddøddød! Og det er det mest sørgelige. Det er værre end dengang jeg troede Harry Potter ville dø i 7. bog! Stephanie Potter er DØD!
Nåhjo, man kan da godt argumentere for, at hun altid har været "død" eftersom hun er en fiktiv figur, men så aner man virkelig heller ikke hvilket indtryk litteratur kan gøre på mennesker. Stephanie Potter var levende for mig! Jeg fulgte hende gennem hendes ungdom, hendes møde med Daniel, hendes beslutning om, at droppe sit job som underviser, droppe at læse videre, for at blive præstekone, på trods af hendes ateistiske opdragelse. Jeg fulgte hende lige ned under dynen med hendes præstemand, jeg vidste, de var meant to be, selvom det også gik lidt skævt. Men NO WONDER med den svigermor hun måtte finde sig i, hendes egen fars uopdragne opførsel, hendes egen vage mor, hendes spøjse bror...og måske også lidt hendes søster. Jeg fulgte Stephanie på fødegangen, både da hun fødte William og også da hun fødte Mary, jeg havde veer sammen med hende, jeg gispede og jeg så meningen i, at Wordsworth gjorde veerne lettere at bære (selvom sygeplejerskerne ikke gjorde). Jeg fulgte hende ind i moderskabet, jeg forstod hendes glæde ved det, jeg forstod til fulde hendes kærlighed til hendes børn. Og jeg forstod hvad hun mente, da hun desperat forsøgte, at fortælle Daniel, at hun følte hun var ved at miste sit sprog, sit fine, veludviklede sprog, pga hendes nye liv som præstekone og hustru og moder - på trods af, at hun også holdt af det!
Stephanie Potter var en lille smule mig på den der måde, som ingen andre end en selv kan se. Vi var kindred spirits. Og hun døde i dag. Fik stød af sit dumme, ikke jordforbundne køleskab. Og døde. Og jeg var bare slet ikke forberedt. På trods af, at den fugl hun forsøgte, at hjælpe ud af sin stue og ud i friheden burde have givet Litteraten et ordentligt vink med en vognstang!
Hun fik stød og hun døde. Og hendes lille dreng, Will, græder og bider og slår og han er vred og ked af det. Og hendes lille datter, Mary, er alt for lille til at forstå. Og hendes mand, Daniel, kan ikke finde ud af at reagere. Og Byatt bliver ved og ved at fortælle, side op og side ned, at Stephanie Potter er død.
Og jeg græd lidt. Jeg har lyst til at græde nu igen.
...og du skulle nok ikke have læst det her, hvis du er igang med at læse A.S. Byatts "Jomfruens i haven" og har tænkt dig, at læse fortsættelsen "Stilleben" fordi du simpelthen blev så grebet af personerne...
Stephanie Potter er død!!! !!!!!! !
Nåhjo, man kan da godt argumentere for, at hun altid har været "død" eftersom hun er en fiktiv figur, men så aner man virkelig heller ikke hvilket indtryk litteratur kan gøre på mennesker. Stephanie Potter var levende for mig! Jeg fulgte hende gennem hendes ungdom, hendes møde med Daniel, hendes beslutning om, at droppe sit job som underviser, droppe at læse videre, for at blive præstekone, på trods af hendes ateistiske opdragelse. Jeg fulgte hende lige ned under dynen med hendes præstemand, jeg vidste, de var meant to be, selvom det også gik lidt skævt. Men NO WONDER med den svigermor hun måtte finde sig i, hendes egen fars uopdragne opførsel, hendes egen vage mor, hendes spøjse bror...og måske også lidt hendes søster. Jeg fulgte Stephanie på fødegangen, både da hun fødte William og også da hun fødte Mary, jeg havde veer sammen med hende, jeg gispede og jeg så meningen i, at Wordsworth gjorde veerne lettere at bære (selvom sygeplejerskerne ikke gjorde). Jeg fulgte hende ind i moderskabet, jeg forstod hendes glæde ved det, jeg forstod til fulde hendes kærlighed til hendes børn. Og jeg forstod hvad hun mente, da hun desperat forsøgte, at fortælle Daniel, at hun følte hun var ved at miste sit sprog, sit fine, veludviklede sprog, pga hendes nye liv som præstekone og hustru og moder - på trods af, at hun også holdt af det!
Stephanie Potter var en lille smule mig på den der måde, som ingen andre end en selv kan se. Vi var kindred spirits. Og hun døde i dag. Fik stød af sit dumme, ikke jordforbundne køleskab. Og døde. Og jeg var bare slet ikke forberedt. På trods af, at den fugl hun forsøgte, at hjælpe ud af sin stue og ud i friheden burde have givet Litteraten et ordentligt vink med en vognstang!
Hun fik stød og hun døde. Og hendes lille dreng, Will, græder og bider og slår og han er vred og ked af det. Og hendes lille datter, Mary, er alt for lille til at forstå. Og hendes mand, Daniel, kan ikke finde ud af at reagere. Og Byatt bliver ved og ved at fortælle, side op og side ned, at Stephanie Potter er død.
Og jeg græd lidt. Jeg har lyst til at græde nu igen.
...og du skulle nok ikke have læst det her, hvis du er igang med at læse A.S. Byatts "Jomfruens i haven" og har tænkt dig, at læse fortsættelsen "Stilleben" fordi du simpelthen blev så grebet af personerne...
Stephanie Potter er død!!! !!!!!! !
onsdag den 11. januar 2012
Kan du gætte hvem jeg er, kan du gætte hvem jeg er?!
Eller...kan du bare finde på en go' idé til, hvem vi skal være?????? Jeg er helt på bar bund, min hjerne er stoppet med at rotere, al min humor og kreativitet er pist forsvundet - og om en måned venter dobbelt-op-fastelavnsfester :-O
Sidste år var Datteren en bi og jeg var en (temmelig dårlig) Ole Lukøje. Fysikeren var ikke noget, for han hader at klæde sig ud. Udover den krone han svansede rundt med fordi han blev kattemester i tøndeslagning...tsk tsk.
Men altså...vi skal (SGU) klædes ud allesammen den her gang! Og det må gerne være tema, vi må gerne "høre sammen" og det skal være sjovt, sarkastisk, humoristisk og vi er åbne for ALLE ideer!! Bring it :-D
Sidste år var Datteren en bi og jeg var en (temmelig dårlig) Ole Lukøje. Fysikeren var ikke noget, for han hader at klæde sig ud. Udover den krone han svansede rundt med fordi han blev kattemester i tøndeslagning...tsk tsk.
Men altså...vi skal (SGU) klædes ud allesammen den her gang! Og det må gerne være tema, vi må gerne "høre sammen" og det skal være sjovt, sarkastisk, humoristisk og vi er åbne for ALLE ideer!! Bring it :-D
fredag den 6. januar 2012
Husk lige at...!!
For nylig læste jeg noget et sted...som jeg ikke nærmere kan præcisere (fordi jeg har glemt det), som jeg faktisk syntes var genialt. På kvindemåden. For mænd fatter det sikkert ikke ;)
Altså...det handlede om, at rigtig rigtig mange kvinder går rundt og føler sig dummere/grimmere/tykkere/idiotiskere end alle andre kvinder og det er jo pisseærgeligt, for det er de sjældent. Den gyldne pointe i den her...artikel...måske klumme (??) var, at:
Prøv, at tænk på dine veninder, hvor fuldkommen fantastiske mennesker du synes de er, hvor smukke og dejlige du synes de er, hvor superintelligente og hylende morsomme du oplever dem og hvor ofte du har siddet og kigget på en af dem og tænkt "Gid mine øjne var så brune/mine læber så røde/mit hår så krøllet/mine deller så få/mit vid så stort/min humor så genial" og forestil dig så, hvor ofte dine veninder kigger på dig med de øjne! Hvor fantastisk og smuk og dejlig de synes du er, hvor lynende intelligent og hvor sjov du er - og ikke på den ufrivillige måde!!
Og prøv så lige, at mød dig selv OG verden med de øjne dine veninder ser dig med! - ville dagene ikke bare være så meget federe at komme igennem? :-D
Altså...det handlede om, at rigtig rigtig mange kvinder går rundt og føler sig dummere/grimmere/tykkere/idiotiskere end alle andre kvinder og det er jo pisseærgeligt, for det er de sjældent. Den gyldne pointe i den her...artikel...måske klumme (??) var, at:
Prøv, at tænk på dine veninder, hvor fuldkommen fantastiske mennesker du synes de er, hvor smukke og dejlige du synes de er, hvor superintelligente og hylende morsomme du oplever dem og hvor ofte du har siddet og kigget på en af dem og tænkt "Gid mine øjne var så brune/mine læber så røde/mit hår så krøllet/mine deller så få/mit vid så stort/min humor så genial" og forestil dig så, hvor ofte dine veninder kigger på dig med de øjne! Hvor fantastisk og smuk og dejlig de synes du er, hvor lynende intelligent og hvor sjov du er - og ikke på den ufrivillige måde!!
Og prøv så lige, at mød dig selv OG verden med de øjne dine veninder ser dig med! - ville dagene ikke bare være så meget federe at komme igennem? :-D
At række hånden frem
lyder som den mest simple fysiske aktivitet i verden, men når det står som metafor, så er det så meget sværere. For det første skal man selv være sikker på, at bygones er bygones. Man skal også være sikker på, at man virkelig vil, for hvis man virkelig vil, så kræver det tålmodighed og ydmyghed.
Og så skal man være klar over, at når man rækker hånden frem, findes muligheden for, at der bare ikke er nogen der griber den, også.
Og der er få ting der gør mere ondt end en metaforisk fremstrakt hånd, der afvises!
Jeg har strakt min hånd frem og den er heldigvis ikke blevet afvist (i hvert fald ikke udelukkende). Den er faktisk blevet grebet - og rigtig hurtigt og for det, er jeg taknemmelig!
Nu lader jeg den hænge og dingle lidt og så må vi se. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg gjorde det, for ellers havde jeg mistet nogen for altid, som jeg nok aldrig helt var parat til at miste overhovedet.
(Dedikeret til NS-gruppen)
Og så skal man være klar over, at når man rækker hånden frem, findes muligheden for, at der bare ikke er nogen der griber den, også.
Og der er få ting der gør mere ondt end en metaforisk fremstrakt hånd, der afvises!
Jeg har strakt min hånd frem og den er heldigvis ikke blevet afvist (i hvert fald ikke udelukkende). Den er faktisk blevet grebet - og rigtig hurtigt og for det, er jeg taknemmelig!
Nu lader jeg den hænge og dingle lidt og så må vi se. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg gjorde det, for ellers havde jeg mistet nogen for altid, som jeg nok aldrig helt var parat til at miste overhovedet.
(Dedikeret til NS-gruppen)
mandag den 2. januar 2012
Pikpolka
nej, det er så komisk, at jeg MÅ dele -selvom det er i non-dele-enden (hvor ville jeg ønske jeg kunne skrive i non-delle-enden, men det er vist lidt for...løgnagtigt!):
Vi dansede den efterhånden berømte polka i morges og her til aften tog vi så en tur på gulvet igen. Bogstaveligt talt. Hvorefter Fysikeren stiller sig i t-shirt og bar diller og stikker en rock-finger i vejret mens han pretend skråler "back in the ring, to take another swing" og derefter meget civiliseret siger "for at citere AC/DC".
Nejnejnej....that's why I love him...eller noget ;-P
Vi dansede den efterhånden berømte polka i morges og her til aften tog vi så en tur på gulvet igen. Bogstaveligt talt. Hvorefter Fysikeren stiller sig i t-shirt og bar diller og stikker en rock-finger i vejret mens han pretend skråler "back in the ring, to take another swing" og derefter meget civiliseret siger "for at citere AC/DC".
Nejnejnej....that's why I love him...eller noget ;-P
2012
Kære Frøken 2012
Jeg håber du viser dig fra din yndigste side. At du er fuld af magi og kærlighed. At din fastelavn er lun og skør. At dine anemoner springer ud i fuldt flor og dine skove er selvlysende af bøgeblade. Jeg håber, at dine Sankt Hans bål vil lyse en lang, lyseblå sommernat op. At dit efterår bliver flammende og solrigt og med mange kastanjer, for kastanjer er virkelig det smukkeste. At din vinter bliver kort og intens, for jeg duer hverken til 3 måneders frost og sne eller efterårsjul!
Jeg håber du er fuld af kys og at du har massere af glimt i øjet. Jeg håber hjertespirerne gror i dit år, som karse i vindueskarmen. Jeg håber du bringer liv og lykke og fredfyldthed.
Jeg glæder mig til at se, hvad du gør ved min datter, om du giver hende lange rødgyldne lokker, om hun fortsat gror som nu - og over hovedet på mig før hun fylder to :-O
Jeg håber du lader mig beholde alle dem jeg har lige nu! Jeg håber du er sådan et år, der ikke har lyst til at tage, men blot give. Et slags julemandsår, ja, dét kunne jeg godt bruge.
Og selvom posten ikke længere vil levere, så håber jeg, der er massere af pakker til mig i år. Både af de hårde og de bløde. For det eneste jeg ikke bryder mig om, det er ondskab for ondskabsfuldhedens skyld!
Velkommen 2012, du fagre ungmø. Må du være en frodig kvinde når vi tager endegyldigt afsked om et år!
Kærlig Hilsen
Trine
Jeg håber du viser dig fra din yndigste side. At du er fuld af magi og kærlighed. At din fastelavn er lun og skør. At dine anemoner springer ud i fuldt flor og dine skove er selvlysende af bøgeblade. Jeg håber, at dine Sankt Hans bål vil lyse en lang, lyseblå sommernat op. At dit efterår bliver flammende og solrigt og med mange kastanjer, for kastanjer er virkelig det smukkeste. At din vinter bliver kort og intens, for jeg duer hverken til 3 måneders frost og sne eller efterårsjul!
Jeg håber du er fuld af kys og at du har massere af glimt i øjet. Jeg håber hjertespirerne gror i dit år, som karse i vindueskarmen. Jeg håber du bringer liv og lykke og fredfyldthed.
Jeg glæder mig til at se, hvad du gør ved min datter, om du giver hende lange rødgyldne lokker, om hun fortsat gror som nu - og over hovedet på mig før hun fylder to :-O
Jeg håber du lader mig beholde alle dem jeg har lige nu! Jeg håber du er sådan et år, der ikke har lyst til at tage, men blot give. Et slags julemandsår, ja, dét kunne jeg godt bruge.
Og selvom posten ikke længere vil levere, så håber jeg, der er massere af pakker til mig i år. Både af de hårde og de bløde. For det eneste jeg ikke bryder mig om, det er ondskab for ondskabsfuldhedens skyld!
Velkommen 2012, du fagre ungmø. Må du være en frodig kvinde når vi tager endegyldigt afsked om et år!
Kærlig Hilsen
Trine
Abonner på:
Opslag (Atom)