lyder som den mest simple fysiske aktivitet i verden, men når det står som metafor, så er det så meget sværere. For det første skal man selv være sikker på, at bygones er bygones. Man skal også være sikker på, at man virkelig vil, for hvis man virkelig vil, så kræver det tålmodighed og ydmyghed.
Og så skal man være klar over, at når man rækker hånden frem, findes muligheden for, at der bare ikke er nogen der griber den, også.
Og der er få ting der gør mere ondt end en metaforisk fremstrakt hånd, der afvises!
Jeg har strakt min hånd frem og den er heldigvis ikke blevet afvist (i hvert fald ikke udelukkende). Den er faktisk blevet grebet - og rigtig hurtigt og for det, er jeg taknemmelig!
Nu lader jeg den hænge og dingle lidt og så må vi se. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg gjorde det, for ellers havde jeg mistet nogen for altid, som jeg nok aldrig helt var parat til at miste overhovedet.
(Dedikeret til NS-gruppen)
juel næver gæt rit årf meeee!!! <3 <3 <3
SvarSlet