hun er død død ...døddøddød! Og det er det mest sørgelige. Det er værre end dengang jeg troede Harry Potter ville dø i 7. bog! Stephanie Potter er DØD!
Nåhjo, man kan da godt argumentere for, at hun altid har været "død" eftersom hun er en fiktiv figur, men så aner man virkelig heller ikke hvilket indtryk litteratur kan gøre på mennesker. Stephanie Potter var levende for mig! Jeg fulgte hende gennem hendes ungdom, hendes møde med Daniel, hendes beslutning om, at droppe sit job som underviser, droppe at læse videre, for at blive præstekone, på trods af hendes ateistiske opdragelse. Jeg fulgte hende lige ned under dynen med hendes præstemand, jeg vidste, de var meant to be, selvom det også gik lidt skævt. Men NO WONDER med den svigermor hun måtte finde sig i, hendes egen fars uopdragne opførsel, hendes egen vage mor, hendes spøjse bror...og måske også lidt hendes søster. Jeg fulgte Stephanie på fødegangen, både da hun fødte William og også da hun fødte Mary, jeg havde veer sammen med hende, jeg gispede og jeg så meningen i, at Wordsworth gjorde veerne lettere at bære (selvom sygeplejerskerne ikke gjorde). Jeg fulgte hende ind i moderskabet, jeg forstod hendes glæde ved det, jeg forstod til fulde hendes kærlighed til hendes børn. Og jeg forstod hvad hun mente, da hun desperat forsøgte, at fortælle Daniel, at hun følte hun var ved at miste sit sprog, sit fine, veludviklede sprog, pga hendes nye liv som præstekone og hustru og moder - på trods af, at hun også holdt af det!
Stephanie Potter var en lille smule mig på den der måde, som ingen andre end en selv kan se. Vi var kindred spirits. Og hun døde i dag. Fik stød af sit dumme, ikke jordforbundne køleskab. Og døde. Og jeg var bare slet ikke forberedt. På trods af, at den fugl hun forsøgte, at hjælpe ud af sin stue og ud i friheden burde have givet Litteraten et ordentligt vink med en vognstang!
Hun fik stød og hun døde. Og hendes lille dreng, Will, græder og bider og slår og han er vred og ked af det. Og hendes lille datter, Mary, er alt for lille til at forstå. Og hendes mand, Daniel, kan ikke finde ud af at reagere. Og Byatt bliver ved og ved at fortælle, side op og side ned, at Stephanie Potter er død.
Og jeg græd lidt. Jeg har lyst til at græde nu igen.
...og du skulle nok ikke have læst det her, hvis du er igang med at læse A.S. Byatts "Jomfruens i haven" og har tænkt dig, at læse fortsættelsen "Stilleben" fordi du simpelthen blev så grebet af personerne...
Stephanie Potter er død!!! !!!!!! !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar