fordi jeg aldrig får dem skrevet...SUK!
Hver aften inde jeg falder i søvn, ligger jeg og skriver og skriver....inde i mit hoved. Jeg skriver om alting og om ingenting. Inde i mit hoved, har jeg skrevet indlægget "Ode til min Lillebror" fordi han nogle gange bare er så rørende fantastisk, at han faktisk fortjener en ode skrevet til ham. Jeg har for ganske nyligt skrevet et indlæg om en helt fantastisk kvinde, der går helt fantastisk meget igennem hvoraf ikke ret mange af tingene er særligt fantastiske - udover at hendes søn lever. Dét er til gengæld fuldkommen overvældende fantastisk. Og hun er fantastisk, på den meget "nej, det er jeg altså slet ikke, hold nu op med det pjat" agtige måde. Jeg har skrevet et indlæg om mine bedsteforældre, fordi det er en rodet affære af dimensioner, men nogle nyligt fremviste fotos af min Morfar som ung forelsket mand, rørte mig dybt og mindede mig om, at han også en gang stod på livets dørtærskel og tænkte, at nu kørte det satme, det her, med livet og kærligheden og hvad det hele i det hele taget drejer sig om.
Men ingen af tingene er endt andre steder end i mit hoved. Der lever de til gengæld lystigt. så lystigt, at jeg gerne er en halv time om at falde i søvn om aftenen, fordi indlæggene danser rundt og synger hver sin sang om mit søvndrukne hoved.
Men se nu! Nu skriver jeg! (Cause for celebration)
Jeg har fået redet alle trådene, og der var et par stykker, ud i forhold til studiestart til september. Ja, der er overdrevet lang tid til, men hold nu op, hvor er regler også bare forvirrende! Jeg har ganske enkelt opgivet at sidde og læse dem selv og forsøge, at regne dem ud, så jeg skrev til den Faglige Vejleder på Litteraturvidenskab og fik hende til at skære det ud i pap. Bogstaveligt talt. Jeg fik en kæmpe konvelut med papfigurer med posten her til morgen. Eller...aj. Men NU forstår jeg det hele! Jeg kender mine forskellige muligheder, jeg ved hvad jeg skal, hvem jeg skal skrive til, hvor jeg skal sende brevene hen, hvad jeg vil og hvornår jeg vil det. Det er alligevel ikke så lidt. Jeg er SÅ klar til studiestart nu!! Hvis vi lige ser bort fra præcis alle de breve der skal sendes...skrives...postes...printes, hvis vi ser bort fra det faktum, at jeg skal aflevere Datteren hos dagplejeren come studiestart (overhovedet ikke accepteret i mit hoved...slet ikke i mit hjerte!)... hm! Men altså...udover det praktiske, det nødvendige, det obligatoriske, SÅ er jeg så meeeeeegaaaaa klar til studiestart! Jeg er måske endda nået til et punkt hvor jeg glæder mig (gulp!), hvor jeg slår underviserne op og tænker "Åh, jeg håber Henning har et fag til mig til september" (eller "jeg håber at Leif ikke har!"), hvor jeg kører fingrene over mine klassikeres bogryg og tænker, at gamle venner slipper man aldrig rigtig af med.
Og så glipper jeg lidt med mine dukkeøjne og ryster mine gyldne, syntetiske krøller når ord som Eksamenstid, Fremtid, Arbejdsliv stikker deres skræmmende ansigter frem. Nejnej, dét gider vi ikke. Lige nu handler det bare om glæden ved udsigten til studiestart.
Hver aften inde jeg falder i søvn, ligger jeg og skriver og skriver....inde i mit hoved. Jeg skriver om alting og om ingenting. Inde i mit hoved, har jeg skrevet indlægget "Ode til min Lillebror" fordi han nogle gange bare er så rørende fantastisk, at han faktisk fortjener en ode skrevet til ham. Jeg har for ganske nyligt skrevet et indlæg om en helt fantastisk kvinde, der går helt fantastisk meget igennem hvoraf ikke ret mange af tingene er særligt fantastiske - udover at hendes søn lever. Dét er til gengæld fuldkommen overvældende fantastisk. Og hun er fantastisk, på den meget "nej, det er jeg altså slet ikke, hold nu op med det pjat" agtige måde. Jeg har skrevet et indlæg om mine bedsteforældre, fordi det er en rodet affære af dimensioner, men nogle nyligt fremviste fotos af min Morfar som ung forelsket mand, rørte mig dybt og mindede mig om, at han også en gang stod på livets dørtærskel og tænkte, at nu kørte det satme, det her, med livet og kærligheden og hvad det hele i det hele taget drejer sig om.
Men ingen af tingene er endt andre steder end i mit hoved. Der lever de til gengæld lystigt. så lystigt, at jeg gerne er en halv time om at falde i søvn om aftenen, fordi indlæggene danser rundt og synger hver sin sang om mit søvndrukne hoved.
Men se nu! Nu skriver jeg! (Cause for celebration)
Jeg har fået redet alle trådene, og der var et par stykker, ud i forhold til studiestart til september. Ja, der er overdrevet lang tid til, men hold nu op, hvor er regler også bare forvirrende! Jeg har ganske enkelt opgivet at sidde og læse dem selv og forsøge, at regne dem ud, så jeg skrev til den Faglige Vejleder på Litteraturvidenskab og fik hende til at skære det ud i pap. Bogstaveligt talt. Jeg fik en kæmpe konvelut med papfigurer med posten her til morgen. Eller...aj. Men NU forstår jeg det hele! Jeg kender mine forskellige muligheder, jeg ved hvad jeg skal, hvem jeg skal skrive til, hvor jeg skal sende brevene hen, hvad jeg vil og hvornår jeg vil det. Det er alligevel ikke så lidt. Jeg er SÅ klar til studiestart nu!! Hvis vi lige ser bort fra præcis alle de breve der skal sendes...skrives...postes...printes, hvis vi ser bort fra det faktum, at jeg skal aflevere Datteren hos dagplejeren come studiestart (overhovedet ikke accepteret i mit hoved...slet ikke i mit hjerte!)... hm! Men altså...udover det praktiske, det nødvendige, det obligatoriske, SÅ er jeg så meeeeeegaaaaa klar til studiestart! Jeg er måske endda nået til et punkt hvor jeg glæder mig (gulp!), hvor jeg slår underviserne op og tænker "Åh, jeg håber Henning har et fag til mig til september" (eller "jeg håber at Leif ikke har!"), hvor jeg kører fingrene over mine klassikeres bogryg og tænker, at gamle venner slipper man aldrig rigtig af med.
Og så glipper jeg lidt med mine dukkeøjne og ryster mine gyldne, syntetiske krøller når ord som Eksamenstid, Fremtid, Arbejdsliv stikker deres skræmmende ansigter frem. Nejnej, dét gider vi ikke. Lige nu handler det bare om glæden ved udsigten til studiestart.
:,-) <3
SvarSlet