Klik her for at se, hvad bøger laver når mennesker sover ;)
fredag den 13. januar 2012
torsdag den 12. januar 2012
Stephanie Potter er død!
hun er død død ...døddøddød! Og det er det mest sørgelige. Det er værre end dengang jeg troede Harry Potter ville dø i 7. bog! Stephanie Potter er DØD!
Nåhjo, man kan da godt argumentere for, at hun altid har været "død" eftersom hun er en fiktiv figur, men så aner man virkelig heller ikke hvilket indtryk litteratur kan gøre på mennesker. Stephanie Potter var levende for mig! Jeg fulgte hende gennem hendes ungdom, hendes møde med Daniel, hendes beslutning om, at droppe sit job som underviser, droppe at læse videre, for at blive præstekone, på trods af hendes ateistiske opdragelse. Jeg fulgte hende lige ned under dynen med hendes præstemand, jeg vidste, de var meant to be, selvom det også gik lidt skævt. Men NO WONDER med den svigermor hun måtte finde sig i, hendes egen fars uopdragne opførsel, hendes egen vage mor, hendes spøjse bror...og måske også lidt hendes søster. Jeg fulgte Stephanie på fødegangen, både da hun fødte William og også da hun fødte Mary, jeg havde veer sammen med hende, jeg gispede og jeg så meningen i, at Wordsworth gjorde veerne lettere at bære (selvom sygeplejerskerne ikke gjorde). Jeg fulgte hende ind i moderskabet, jeg forstod hendes glæde ved det, jeg forstod til fulde hendes kærlighed til hendes børn. Og jeg forstod hvad hun mente, da hun desperat forsøgte, at fortælle Daniel, at hun følte hun var ved at miste sit sprog, sit fine, veludviklede sprog, pga hendes nye liv som præstekone og hustru og moder - på trods af, at hun også holdt af det!
Stephanie Potter var en lille smule mig på den der måde, som ingen andre end en selv kan se. Vi var kindred spirits. Og hun døde i dag. Fik stød af sit dumme, ikke jordforbundne køleskab. Og døde. Og jeg var bare slet ikke forberedt. På trods af, at den fugl hun forsøgte, at hjælpe ud af sin stue og ud i friheden burde have givet Litteraten et ordentligt vink med en vognstang!
Hun fik stød og hun døde. Og hendes lille dreng, Will, græder og bider og slår og han er vred og ked af det. Og hendes lille datter, Mary, er alt for lille til at forstå. Og hendes mand, Daniel, kan ikke finde ud af at reagere. Og Byatt bliver ved og ved at fortælle, side op og side ned, at Stephanie Potter er død.
Og jeg græd lidt. Jeg har lyst til at græde nu igen.
...og du skulle nok ikke have læst det her, hvis du er igang med at læse A.S. Byatts "Jomfruens i haven" og har tænkt dig, at læse fortsættelsen "Stilleben" fordi du simpelthen blev så grebet af personerne...
Stephanie Potter er død!!! !!!!!! !
Nåhjo, man kan da godt argumentere for, at hun altid har været "død" eftersom hun er en fiktiv figur, men så aner man virkelig heller ikke hvilket indtryk litteratur kan gøre på mennesker. Stephanie Potter var levende for mig! Jeg fulgte hende gennem hendes ungdom, hendes møde med Daniel, hendes beslutning om, at droppe sit job som underviser, droppe at læse videre, for at blive præstekone, på trods af hendes ateistiske opdragelse. Jeg fulgte hende lige ned under dynen med hendes præstemand, jeg vidste, de var meant to be, selvom det også gik lidt skævt. Men NO WONDER med den svigermor hun måtte finde sig i, hendes egen fars uopdragne opførsel, hendes egen vage mor, hendes spøjse bror...og måske også lidt hendes søster. Jeg fulgte Stephanie på fødegangen, både da hun fødte William og også da hun fødte Mary, jeg havde veer sammen med hende, jeg gispede og jeg så meningen i, at Wordsworth gjorde veerne lettere at bære (selvom sygeplejerskerne ikke gjorde). Jeg fulgte hende ind i moderskabet, jeg forstod hendes glæde ved det, jeg forstod til fulde hendes kærlighed til hendes børn. Og jeg forstod hvad hun mente, da hun desperat forsøgte, at fortælle Daniel, at hun følte hun var ved at miste sit sprog, sit fine, veludviklede sprog, pga hendes nye liv som præstekone og hustru og moder - på trods af, at hun også holdt af det!
Stephanie Potter var en lille smule mig på den der måde, som ingen andre end en selv kan se. Vi var kindred spirits. Og hun døde i dag. Fik stød af sit dumme, ikke jordforbundne køleskab. Og døde. Og jeg var bare slet ikke forberedt. På trods af, at den fugl hun forsøgte, at hjælpe ud af sin stue og ud i friheden burde have givet Litteraten et ordentligt vink med en vognstang!
Hun fik stød og hun døde. Og hendes lille dreng, Will, græder og bider og slår og han er vred og ked af det. Og hendes lille datter, Mary, er alt for lille til at forstå. Og hendes mand, Daniel, kan ikke finde ud af at reagere. Og Byatt bliver ved og ved at fortælle, side op og side ned, at Stephanie Potter er død.
Og jeg græd lidt. Jeg har lyst til at græde nu igen.
...og du skulle nok ikke have læst det her, hvis du er igang med at læse A.S. Byatts "Jomfruens i haven" og har tænkt dig, at læse fortsættelsen "Stilleben" fordi du simpelthen blev så grebet af personerne...
Stephanie Potter er død!!! !!!!!! !
onsdag den 11. januar 2012
Kan du gætte hvem jeg er, kan du gætte hvem jeg er?!
Eller...kan du bare finde på en go' idé til, hvem vi skal være?????? Jeg er helt på bar bund, min hjerne er stoppet med at rotere, al min humor og kreativitet er pist forsvundet - og om en måned venter dobbelt-op-fastelavnsfester :-O
Sidste år var Datteren en bi og jeg var en (temmelig dårlig) Ole Lukøje. Fysikeren var ikke noget, for han hader at klæde sig ud. Udover den krone han svansede rundt med fordi han blev kattemester i tøndeslagning...tsk tsk.
Men altså...vi skal (SGU) klædes ud allesammen den her gang! Og det må gerne være tema, vi må gerne "høre sammen" og det skal være sjovt, sarkastisk, humoristisk og vi er åbne for ALLE ideer!! Bring it :-D
Sidste år var Datteren en bi og jeg var en (temmelig dårlig) Ole Lukøje. Fysikeren var ikke noget, for han hader at klæde sig ud. Udover den krone han svansede rundt med fordi han blev kattemester i tøndeslagning...tsk tsk.
Men altså...vi skal (SGU) klædes ud allesammen den her gang! Og det må gerne være tema, vi må gerne "høre sammen" og det skal være sjovt, sarkastisk, humoristisk og vi er åbne for ALLE ideer!! Bring it :-D
fredag den 6. januar 2012
Husk lige at...!!
For nylig læste jeg noget et sted...som jeg ikke nærmere kan præcisere (fordi jeg har glemt det), som jeg faktisk syntes var genialt. På kvindemåden. For mænd fatter det sikkert ikke ;)
Altså...det handlede om, at rigtig rigtig mange kvinder går rundt og føler sig dummere/grimmere/tykkere/idiotiskere end alle andre kvinder og det er jo pisseærgeligt, for det er de sjældent. Den gyldne pointe i den her...artikel...måske klumme (??) var, at:
Prøv, at tænk på dine veninder, hvor fuldkommen fantastiske mennesker du synes de er, hvor smukke og dejlige du synes de er, hvor superintelligente og hylende morsomme du oplever dem og hvor ofte du har siddet og kigget på en af dem og tænkt "Gid mine øjne var så brune/mine læber så røde/mit hår så krøllet/mine deller så få/mit vid så stort/min humor så genial" og forestil dig så, hvor ofte dine veninder kigger på dig med de øjne! Hvor fantastisk og smuk og dejlig de synes du er, hvor lynende intelligent og hvor sjov du er - og ikke på den ufrivillige måde!!
Og prøv så lige, at mød dig selv OG verden med de øjne dine veninder ser dig med! - ville dagene ikke bare være så meget federe at komme igennem? :-D
Altså...det handlede om, at rigtig rigtig mange kvinder går rundt og føler sig dummere/grimmere/tykkere/idiotiskere end alle andre kvinder og det er jo pisseærgeligt, for det er de sjældent. Den gyldne pointe i den her...artikel...måske klumme (??) var, at:
Prøv, at tænk på dine veninder, hvor fuldkommen fantastiske mennesker du synes de er, hvor smukke og dejlige du synes de er, hvor superintelligente og hylende morsomme du oplever dem og hvor ofte du har siddet og kigget på en af dem og tænkt "Gid mine øjne var så brune/mine læber så røde/mit hår så krøllet/mine deller så få/mit vid så stort/min humor så genial" og forestil dig så, hvor ofte dine veninder kigger på dig med de øjne! Hvor fantastisk og smuk og dejlig de synes du er, hvor lynende intelligent og hvor sjov du er - og ikke på den ufrivillige måde!!
Og prøv så lige, at mød dig selv OG verden med de øjne dine veninder ser dig med! - ville dagene ikke bare være så meget federe at komme igennem? :-D
At række hånden frem
lyder som den mest simple fysiske aktivitet i verden, men når det står som metafor, så er det så meget sværere. For det første skal man selv være sikker på, at bygones er bygones. Man skal også være sikker på, at man virkelig vil, for hvis man virkelig vil, så kræver det tålmodighed og ydmyghed.
Og så skal man være klar over, at når man rækker hånden frem, findes muligheden for, at der bare ikke er nogen der griber den, også.
Og der er få ting der gør mere ondt end en metaforisk fremstrakt hånd, der afvises!
Jeg har strakt min hånd frem og den er heldigvis ikke blevet afvist (i hvert fald ikke udelukkende). Den er faktisk blevet grebet - og rigtig hurtigt og for det, er jeg taknemmelig!
Nu lader jeg den hænge og dingle lidt og så må vi se. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg gjorde det, for ellers havde jeg mistet nogen for altid, som jeg nok aldrig helt var parat til at miste overhovedet.
(Dedikeret til NS-gruppen)
Og så skal man være klar over, at når man rækker hånden frem, findes muligheden for, at der bare ikke er nogen der griber den, også.
Og der er få ting der gør mere ondt end en metaforisk fremstrakt hånd, der afvises!
Jeg har strakt min hånd frem og den er heldigvis ikke blevet afvist (i hvert fald ikke udelukkende). Den er faktisk blevet grebet - og rigtig hurtigt og for det, er jeg taknemmelig!
Nu lader jeg den hænge og dingle lidt og så må vi se. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg gjorde det, for ellers havde jeg mistet nogen for altid, som jeg nok aldrig helt var parat til at miste overhovedet.
(Dedikeret til NS-gruppen)
mandag den 2. januar 2012
Pikpolka
nej, det er så komisk, at jeg MÅ dele -selvom det er i non-dele-enden (hvor ville jeg ønske jeg kunne skrive i non-delle-enden, men det er vist lidt for...løgnagtigt!):
Vi dansede den efterhånden berømte polka i morges og her til aften tog vi så en tur på gulvet igen. Bogstaveligt talt. Hvorefter Fysikeren stiller sig i t-shirt og bar diller og stikker en rock-finger i vejret mens han pretend skråler "back in the ring, to take another swing" og derefter meget civiliseret siger "for at citere AC/DC".
Nejnejnej....that's why I love him...eller noget ;-P
Vi dansede den efterhånden berømte polka i morges og her til aften tog vi så en tur på gulvet igen. Bogstaveligt talt. Hvorefter Fysikeren stiller sig i t-shirt og bar diller og stikker en rock-finger i vejret mens han pretend skråler "back in the ring, to take another swing" og derefter meget civiliseret siger "for at citere AC/DC".
Nejnejnej....that's why I love him...eller noget ;-P
2012
Kære Frøken 2012
Jeg håber du viser dig fra din yndigste side. At du er fuld af magi og kærlighed. At din fastelavn er lun og skør. At dine anemoner springer ud i fuldt flor og dine skove er selvlysende af bøgeblade. Jeg håber, at dine Sankt Hans bål vil lyse en lang, lyseblå sommernat op. At dit efterår bliver flammende og solrigt og med mange kastanjer, for kastanjer er virkelig det smukkeste. At din vinter bliver kort og intens, for jeg duer hverken til 3 måneders frost og sne eller efterårsjul!
Jeg håber du er fuld af kys og at du har massere af glimt i øjet. Jeg håber hjertespirerne gror i dit år, som karse i vindueskarmen. Jeg håber du bringer liv og lykke og fredfyldthed.
Jeg glæder mig til at se, hvad du gør ved min datter, om du giver hende lange rødgyldne lokker, om hun fortsat gror som nu - og over hovedet på mig før hun fylder to :-O
Jeg håber du lader mig beholde alle dem jeg har lige nu! Jeg håber du er sådan et år, der ikke har lyst til at tage, men blot give. Et slags julemandsår, ja, dét kunne jeg godt bruge.
Og selvom posten ikke længere vil levere, så håber jeg, der er massere af pakker til mig i år. Både af de hårde og de bløde. For det eneste jeg ikke bryder mig om, det er ondskab for ondskabsfuldhedens skyld!
Velkommen 2012, du fagre ungmø. Må du være en frodig kvinde når vi tager endegyldigt afsked om et år!
Kærlig Hilsen
Trine
Jeg håber du viser dig fra din yndigste side. At du er fuld af magi og kærlighed. At din fastelavn er lun og skør. At dine anemoner springer ud i fuldt flor og dine skove er selvlysende af bøgeblade. Jeg håber, at dine Sankt Hans bål vil lyse en lang, lyseblå sommernat op. At dit efterår bliver flammende og solrigt og med mange kastanjer, for kastanjer er virkelig det smukkeste. At din vinter bliver kort og intens, for jeg duer hverken til 3 måneders frost og sne eller efterårsjul!
Jeg håber du er fuld af kys og at du har massere af glimt i øjet. Jeg håber hjertespirerne gror i dit år, som karse i vindueskarmen. Jeg håber du bringer liv og lykke og fredfyldthed.
Jeg glæder mig til at se, hvad du gør ved min datter, om du giver hende lange rødgyldne lokker, om hun fortsat gror som nu - og over hovedet på mig før hun fylder to :-O
Jeg håber du lader mig beholde alle dem jeg har lige nu! Jeg håber du er sådan et år, der ikke har lyst til at tage, men blot give. Et slags julemandsår, ja, dét kunne jeg godt bruge.
Og selvom posten ikke længere vil levere, så håber jeg, der er massere af pakker til mig i år. Både af de hårde og de bløde. For det eneste jeg ikke bryder mig om, det er ondskab for ondskabsfuldhedens skyld!
Velkommen 2012, du fagre ungmø. Må du være en frodig kvinde når vi tager endegyldigt afsked om et år!
Kærlig Hilsen
Trine
Abonner på:
Opslag (Atom)