torsdag den 3. maj 2012

Fathers be good to your daughters

Jeg ville ønske min far havde været sød ved mig - men glæder mig over, at min Datter har fået et pragteksemplar af en far. En, der står op med hende klokken halv fire om morgenen, hvis det er der hun vågner og hendes mor har slemme menstruationssmerter. En, der putter med stor tålmodighed. Der går en lang tur i skoven på en solrig dag, både for at få nogle timer alene med hende, men også for at give hendes mor en times læsefred. En der fortæller hende om cylindre vs. trekanter så puttekassen bliver lettere at regne ud. En, der begejstret udbryder "Vi skal ud at gå - og se svaler!". En der elsker hende, så det stråler i hans øjne og som næsten fysisk brister af stolthed, når han får at vide, at hans lille pige godt nok ligner ham på en prik (minus fuldskæg og krølhår). En, der tæller arbejdstimerne en uge frem - så han ved hvor meget han skal være væk hjemmefra. Der kan se Noddy med en nulregøj på skødet i uendelig tid.

En, der kommer til at gøre det meget svært for playboy-John Mayer-typer, at snige sig ind i hendes hjerte, fordi hun er blevet elsket så godt hele sit liv og forhåbentlig aldrig vil acceptere noget mindre.

Fædre, vær gode ved jeres døtre - og mødre ligeså!








1 kommentar: