Et hus bliver til

ved at hamre og sømme
Et hjem bliver til
med kærlighed og drømme


Gode Hr. Godsejer Ditlev har tilbudt os dette prægtige lille hus. Eller store, det er cirka 40 kvardratmeter større end det vi har nu. Og cirka 1000 kr dyrere om måneden, måske mere efter renovationen er færdig. Det ligger længere væk fra byen, men bedre lokaliseret i forhold til offentlig transport, så det ville faktisk bliver nemmere for mig og Datteren, at komme rundt!
Vi har været nede og kukkelure på det. Det var slet ikke interessant, overhovedet, ganske udelukket for vores begges vedkommende. Så kom billederne af bondeidyl, sommersol og kirsebærblomst og så bliver man jo immervæk i tvivl! Så er det man virkelig skal køre sætningen "alting ser jo dejligt ud i solskinsvejr!" ind med syvtommersøm, for det gør vores nuværende lille hytte jo også. Men vores nuværende lille hytte ligger jo ligesom bare ikke cirka 20 min væk fra Konnerup Chokolatier - absolut lækreste chokolatier i DK!

Nogle dage sutter røv

Nogle gange vågner man og alting er skævt på en eller anden måde. Man gør ondt, men ikke for alvor. Smerten er nærmere end stor, grå, tung sky der omfavner een end det er svien i hjertekulen. Man kan ikke rigtig sætte en finger på det, man ved bare, at noget ... sutter røv.
Så ved jeg godt, at når man er blogforfatter, så skal man egentlig bruge pladsen på at beskrive de her dage med lange, fine ord, imponere med sine metaforer for dumme dage, forklare/fortælle/forme disse dage med ord så de bliver poetiske og tungsindige - og ikke bare sige, at de sutter røv. Men nu er det bare sådan, at nogle dage er så ubestemmeligt rådne, at man ikke kan beskrive dem, man ved bare, at man vågner om morgenen og håber at dagen går hurtigt. Og de gør de dage aldrig, de strækker sig som dovne katte og varer helt fra potespids til halespids og hvis du har set en ganske udstrakt kat, fx i en solstribe i en vindueskarm, så ved du, at der kan være overraskende langt mellem de to.
Sådan en dag har jeg haft i dag. Datteren har set Fifi og Blomsterbørnene sammenlagt 2 1/5 time i dag. Og hele Hr. Skægs alfabetsangindeks. Hun har ikke engang fået frokost, bare den ene nybagte bolle efter den anden, krydret med en stang rød peberfrugt i ny og næ. Og da Fysikeren kom hjem, fik hun en appelsin til deling.
Og jeg har været ugidelig ud i det latterlige og jeg har fået det endnu dårligere af hele tiden at sige "du er en dååååårlig mor, en dårligdårligdårlig mor!".

Nogle dage sutter ganske enkelt røv!

Men når man har en Datter og en Fysiker, så har man også små solskinsstriber der bryder gennem den der rådne, grå sky. Fx havde vi en enorm hyggelig formiddag, Datteren og jeg, hvor vi bagte boller (jeg forsøgte at få hende til at ælte dem, men ak og ve, Datteren er ligeså ræd for bolledej som jeg er, så jeg måtte selv forme dem) og legede med opvasken og vand og ting man kunne plaske med i vasken. Vi har også netop haft en genial halv time, hvor hun fandt på, at tage et stykke tøj over hovedet så hun ikke kunne se og derefter forsøge at finde rundt i stuen - hvilket resulterede i, at hun gik ind i Rokkefåret 1 gang, ind i sofabordet 1 gang og ind i væggen 4 gange. Og hun syntes det var MÆGTIGT :-D
Og Fysikkeren...tjoe, han kørte fra arbejdet vitterligt det sekund han fik fri, bestilte alle sæsoner af Gilmore Girls hjem og henter (når Datteren er puttet) aftensmad hos Kinamanden.

Man er heldig, hvis man kan sutte røv en hel dag og alligevel sidde klokken syv om aftenen uden en dårlig smag i munden!

Alle de indlæg I aldrig får læst

fordi jeg aldrig får dem skrevet...SUK!

Hver aften inde jeg falder i søvn, ligger jeg og skriver og skriver....inde i mit hoved. Jeg skriver om alting og om ingenting. Inde i mit hoved, har jeg skrevet indlægget "Ode til min Lillebror" fordi han nogle gange bare er så rørende fantastisk, at han faktisk fortjener en ode skrevet til ham. Jeg har for ganske nyligt skrevet et indlæg om en helt fantastisk kvinde, der går helt fantastisk meget igennem hvoraf ikke ret mange af tingene er særligt fantastiske - udover at hendes søn lever. Dét er til gengæld fuldkommen overvældende fantastisk. Og hun er fantastisk, på den meget "nej, det er jeg altså slet ikke, hold nu op med det pjat" agtige måde. Jeg har skrevet et indlæg om mine bedsteforældre, fordi det er en rodet affære af dimensioner, men nogle nyligt fremviste fotos af min Morfar som ung forelsket mand, rørte mig dybt og mindede mig om, at han også en gang stod på livets dørtærskel og tænkte, at nu kørte det satme, det her, med livet og kærligheden og hvad det hele i det hele taget drejer sig om.
Men ingen af tingene er endt andre steder end i mit hoved. Der lever de til gengæld lystigt. så lystigt, at jeg gerne er en halv time om at falde i søvn om aftenen, fordi indlæggene danser rundt og synger hver sin sang om mit søvndrukne hoved.
Men se nu! Nu skriver jeg! (Cause for celebration)

Jeg har fået redet alle trådene, og der var et par stykker, ud i forhold til studiestart til september. Ja, der er overdrevet lang tid til, men hold nu op, hvor er regler også bare forvirrende! Jeg har ganske enkelt opgivet at sidde og læse dem selv og forsøge, at regne dem ud, så jeg skrev til den Faglige Vejleder på Litteraturvidenskab og fik hende til at skære det ud i pap. Bogstaveligt talt. Jeg fik en kæmpe konvelut med papfigurer med posten her til morgen. Eller...aj. Men NU forstår jeg det hele! Jeg kender mine forskellige muligheder, jeg ved hvad jeg skal, hvem jeg skal skrive til, hvor jeg skal sende brevene hen, hvad jeg vil og hvornår jeg vil det. Det er alligevel ikke så lidt. Jeg er SÅ klar til studiestart nu!! Hvis vi lige ser bort fra præcis alle de breve der skal sendes...skrives...postes...printes, hvis vi ser bort fra det faktum, at jeg skal aflevere Datteren hos dagplejeren come studiestart (overhovedet ikke accepteret i mit hoved...slet ikke i mit hjerte!)... hm! Men altså...udover det praktiske, det nødvendige, det obligatoriske, SÅ er jeg så meeeeeegaaaaa klar til studiestart! Jeg er måske endda nået til et punkt hvor jeg glæder mig (gulp!), hvor jeg slår underviserne op og tænker "Åh, jeg håber Henning har et fag til mig til september" (eller "jeg håber at Leif ikke har!"), hvor jeg kører fingrene over mine klassikeres bogryg og tænker, at gamle venner slipper man aldrig rigtig af med.

Og så glipper jeg lidt med mine dukkeøjne og ryster mine gyldne, syntetiske krøller når ord som Eksamenstid, Fremtid, Arbejdsliv stikker deres skræmmende ansigter frem. Nejnej, dét gider vi ikke. Lige nu handler det bare om glæden ved udsigten til studiestart. 

Stemning

Udover vagtlæger, skadestuelæger, hospitalslæger og smerter, blev der også tid til sne og sne og mere sne, hygge og hygge og råhygge og lørdag aften med min Fysikers hånd i min.

Første sne og et ømt hjerte på en sen januardag

3

For 3 år siden lå jeg alene på en meget stor og forladt stue på OUHs gynækologiske afdeling og havde rigtig rigtig ondt - men ikke ondt nok (ifølge lægen).
I morgen er det 3 år siden jeg blev opereret og vores 1. lille ønskebarn forsvandt ud i intetheden. Jeg troede ikke det ville ske, men det er blevet lettere. Det er terminsdagen der for alvor gør ondt, det er der hvor jeg tænker alt for meget på, at én skulle være fyldt så og så meget og én skulle ha holdt fødselsdagsfest. Jeg kan ikke lide, at kalenderen har flere ikke-fødselsdage end fødselsdage, jeg håber det en dag bliver omvendt: At kalenderen er FULD af fødselsdage og mit hus er FULDT af børn!

Min fantastiske, vidunderlige, underskønne veninde (hende der må sige alt til mig uden det gør ondt) sendte en lille sang med teksten "This much I know, things don't grow if you don't bless them with your patience"


- så her er jeg: Fuld af tålmodighed! - og forventning og håb og ønsker og drømme og kærlighed.

Hør sangen her

Frost