tirsdag den 17. januar 2012
mandag den 16. januar 2012
Lukket
Øv. Jeg er en dag over tid. Jeg skulle ha haft min menstruation igår og den er ikke kommet. Ingen tegn på graviditet og det skulle da også involvere en vis Hr. Helligånd hvis det skulle være der den lå. Heller ingen tegn på menstruation...lidt idag. Tyngden i maven. Følelsen af, at NU bløder jeg, nej NU, nej, helt bestemt NU. Men det gør jeg ikke. Heller ikke bare lidt.
Igår var dagen, hvis min cyklus bare havde samlet sig selv op efter aborten og fortsat uden at blinke. Det har den så ikke gjort, kan vi konstatere. Men det er helt normalt, at der går mellem 4 og 6 uger fra abort til næste menstruationsblødning. Det er bare det at...det med at vente på en blødning, det med at forberede sig på en blødning, på decideret at SE blod igen....det gør ondt. Det minder mig om, at vi jo lige for et øjeblik siden mistede en baby vi gerne ville ha haft. Det minder mig også om, at vi lige for 3 år siden mistede en anden baby vi gerne ville ha haft. Det er så overvældende. At Det hele falder oveni hinanden. Jeg blev endda gravid med min datter 19. januar for 2 år siden. ALT der vedrører mine evner til at få eller ikke få et barn, ligger i december og januar. Det er ... for meget.
Jeg græd imorges og sagde til Fysikeren, at jeg ikke vil teste denne gang. Jeg er for det første fuldkommen overbevist om, at der slet ikke er nogen chance for en ny graviditet. Jeg har haft en meget vag ægløsning, at dømme efter smerterne. Jeg har ikke haft særlig mange smerter denne måned. Siden Nytår har jeg kun markeret 3 dage med smerter i min oversigt til gynækologisk afd., det har så også været ekstrem stærke smerter de dage, men det er bare ingenting i forhold til de normale mange mange dage med mange mange smerter. Men jeg vil ikke teste, for jeg kan ikke bære, at vide een gang til, at der var en, som ikke ville alligevel. jeg kan ikke bære det. Jeg får ondt i brystet af tanken. Det KAN jeg ikke. det VIL jeg ikke. så jeg nægter at spille med, jeg har lukket ned og holder mig ørerne og råber så højt jeg kan "LALALALALALA". Hvilket selvfølgelig ikke resulterer i andet end, at jeg er helt udspasset af stress, af sorg, af krimskrams indeni. Jeg ved jo godt min menstruation ikke kommer, så længe jeg er udspasset. Men det er svært - umuligt - ikke at spasse ud indtil man får sin menstruation. Ond cirkel?!
Jeg orker ikke, at vente 2 uger mere før den kommer. Det kan jeg selvfølgelig bare blive nødt til, hvis det først er der den vil komme. Men jeg orker ikke. Jeg vil bare gerne have den. Jeg vil bare gerne igennem blodet. Ud på den anden side. Føle at min krop har fixet sig selv.
Jeg skal til undersøgelse igen igen på gynækologisk afd. den 2. februar. Den tid aftalte vi, for så var det midt mellem menstruationer. ...tsk tsk. Vi er blevet enige om, ikke at aflyse den selvom jeg så måske har 1. menstruationsdag den dag jeg skal derind, for vi trænger egentlig bare lige til, at de kigger derind og ser, om der er noget væv der har ændret sig, om der måske alligevel sidder en stor fed gokkehøne af en cyste et sted og blokere vejen ned i livmoderen. Sidst de så en cyste på scanning, sad den inde i livmoderen. Lille og den burde ikke kunne påvirke en graviditet overhovedet. Men tankerne flyver jo rundt! Den ene måned kan de se det ene, den anden måned kan de se det næste.
Og den åndssvage pencillinkur jeg skulle tage mellem min tid i november og min tid til februar, står bare ude i toiletskabet og glor. Søren bad mig om, ikke at tage den i december, for HVIS NU jeg var gravid, så var det ikke så godt med pencillinkur. Så lod jeg være. Så var jeg gravid. Så aborterede jeg. Så var det jul og så var det nytår og så blev det januar og nu synes vi egentlig bare, at kroppen skal have ro til at komme ovenpå inden vi stopper alt muligt skidt og møg derind for at kurere en masse "måske'er".
Jeg er bare sådan lidt...lukket. det er det eneste ord jeg kan komme på. Jeg er lukket. LUKKET! Og jeg åbner først igen når den blødning kommer. Eller...måske lukker jeg lidt mere dér. Måske låser jeg også dér. Men Så åbner jeg også bagefter. Så bær lige over med mig, hvis du har sendt en mail, en sms, ringet, venter et sted fordi vi havde en aftale eller noget i den retning. Jeg er lukket.
Igår var dagen, hvis min cyklus bare havde samlet sig selv op efter aborten og fortsat uden at blinke. Det har den så ikke gjort, kan vi konstatere. Men det er helt normalt, at der går mellem 4 og 6 uger fra abort til næste menstruationsblødning. Det er bare det at...det med at vente på en blødning, det med at forberede sig på en blødning, på decideret at SE blod igen....det gør ondt. Det minder mig om, at vi jo lige for et øjeblik siden mistede en baby vi gerne ville ha haft. Det minder mig også om, at vi lige for 3 år siden mistede en anden baby vi gerne ville ha haft. Det er så overvældende. At Det hele falder oveni hinanden. Jeg blev endda gravid med min datter 19. januar for 2 år siden. ALT der vedrører mine evner til at få eller ikke få et barn, ligger i december og januar. Det er ... for meget.
Jeg græd imorges og sagde til Fysikeren, at jeg ikke vil teste denne gang. Jeg er for det første fuldkommen overbevist om, at der slet ikke er nogen chance for en ny graviditet. Jeg har haft en meget vag ægløsning, at dømme efter smerterne. Jeg har ikke haft særlig mange smerter denne måned. Siden Nytår har jeg kun markeret 3 dage med smerter i min oversigt til gynækologisk afd., det har så også været ekstrem stærke smerter de dage, men det er bare ingenting i forhold til de normale mange mange dage med mange mange smerter. Men jeg vil ikke teste, for jeg kan ikke bære, at vide een gang til, at der var en, som ikke ville alligevel. jeg kan ikke bære det. Jeg får ondt i brystet af tanken. Det KAN jeg ikke. det VIL jeg ikke. så jeg nægter at spille med, jeg har lukket ned og holder mig ørerne og råber så højt jeg kan "LALALALALALA". Hvilket selvfølgelig ikke resulterer i andet end, at jeg er helt udspasset af stress, af sorg, af krimskrams indeni. Jeg ved jo godt min menstruation ikke kommer, så længe jeg er udspasset. Men det er svært - umuligt - ikke at spasse ud indtil man får sin menstruation. Ond cirkel?!
Jeg orker ikke, at vente 2 uger mere før den kommer. Det kan jeg selvfølgelig bare blive nødt til, hvis det først er der den vil komme. Men jeg orker ikke. Jeg vil bare gerne have den. Jeg vil bare gerne igennem blodet. Ud på den anden side. Føle at min krop har fixet sig selv.
Jeg skal til undersøgelse igen igen på gynækologisk afd. den 2. februar. Den tid aftalte vi, for så var det midt mellem menstruationer. ...tsk tsk. Vi er blevet enige om, ikke at aflyse den selvom jeg så måske har 1. menstruationsdag den dag jeg skal derind, for vi trænger egentlig bare lige til, at de kigger derind og ser, om der er noget væv der har ændret sig, om der måske alligevel sidder en stor fed gokkehøne af en cyste et sted og blokere vejen ned i livmoderen. Sidst de så en cyste på scanning, sad den inde i livmoderen. Lille og den burde ikke kunne påvirke en graviditet overhovedet. Men tankerne flyver jo rundt! Den ene måned kan de se det ene, den anden måned kan de se det næste.
Og den åndssvage pencillinkur jeg skulle tage mellem min tid i november og min tid til februar, står bare ude i toiletskabet og glor. Søren bad mig om, ikke at tage den i december, for HVIS NU jeg var gravid, så var det ikke så godt med pencillinkur. Så lod jeg være. Så var jeg gravid. Så aborterede jeg. Så var det jul og så var det nytår og så blev det januar og nu synes vi egentlig bare, at kroppen skal have ro til at komme ovenpå inden vi stopper alt muligt skidt og møg derind for at kurere en masse "måske'er".
Jeg er bare sådan lidt...lukket. det er det eneste ord jeg kan komme på. Jeg er lukket. LUKKET! Og jeg åbner først igen når den blødning kommer. Eller...måske lukker jeg lidt mere dér. Måske låser jeg også dér. Men Så åbner jeg også bagefter. Så bær lige over med mig, hvis du har sendt en mail, en sms, ringet, venter et sted fordi vi havde en aftale eller noget i den retning. Jeg er lukket.
fredag den 13. januar 2012
Cabin-porn!
Lidt af en linkie-linkie-aften, hva?
Men se nu her, en hjemmeside! Det er jo helt til at...få lyst til at pakke sin varme kakao, sine bedste bøger og sit største behov for RO og bare tage afstedafstedafsted!!
Klik her, så får du selv at se!
smagsprøve:
Men se nu her, en hjemmeside! Det er jo helt til at...få lyst til at pakke sin varme kakao, sine bedste bøger og sit største behov for RO og bare tage afstedafstedafsted!!
Klik her, så får du selv at se!
smagsprøve:
torsdag den 12. januar 2012
Stephanie Potter er død!
hun er død død ...døddøddød! Og det er det mest sørgelige. Det er værre end dengang jeg troede Harry Potter ville dø i 7. bog! Stephanie Potter er DØD!
Nåhjo, man kan da godt argumentere for, at hun altid har været "død" eftersom hun er en fiktiv figur, men så aner man virkelig heller ikke hvilket indtryk litteratur kan gøre på mennesker. Stephanie Potter var levende for mig! Jeg fulgte hende gennem hendes ungdom, hendes møde med Daniel, hendes beslutning om, at droppe sit job som underviser, droppe at læse videre, for at blive præstekone, på trods af hendes ateistiske opdragelse. Jeg fulgte hende lige ned under dynen med hendes præstemand, jeg vidste, de var meant to be, selvom det også gik lidt skævt. Men NO WONDER med den svigermor hun måtte finde sig i, hendes egen fars uopdragne opførsel, hendes egen vage mor, hendes spøjse bror...og måske også lidt hendes søster. Jeg fulgte Stephanie på fødegangen, både da hun fødte William og også da hun fødte Mary, jeg havde veer sammen med hende, jeg gispede og jeg så meningen i, at Wordsworth gjorde veerne lettere at bære (selvom sygeplejerskerne ikke gjorde). Jeg fulgte hende ind i moderskabet, jeg forstod hendes glæde ved det, jeg forstod til fulde hendes kærlighed til hendes børn. Og jeg forstod hvad hun mente, da hun desperat forsøgte, at fortælle Daniel, at hun følte hun var ved at miste sit sprog, sit fine, veludviklede sprog, pga hendes nye liv som præstekone og hustru og moder - på trods af, at hun også holdt af det!
Stephanie Potter var en lille smule mig på den der måde, som ingen andre end en selv kan se. Vi var kindred spirits. Og hun døde i dag. Fik stød af sit dumme, ikke jordforbundne køleskab. Og døde. Og jeg var bare slet ikke forberedt. På trods af, at den fugl hun forsøgte, at hjælpe ud af sin stue og ud i friheden burde have givet Litteraten et ordentligt vink med en vognstang!
Hun fik stød og hun døde. Og hendes lille dreng, Will, græder og bider og slår og han er vred og ked af det. Og hendes lille datter, Mary, er alt for lille til at forstå. Og hendes mand, Daniel, kan ikke finde ud af at reagere. Og Byatt bliver ved og ved at fortælle, side op og side ned, at Stephanie Potter er død.
Og jeg græd lidt. Jeg har lyst til at græde nu igen.
...og du skulle nok ikke have læst det her, hvis du er igang med at læse A.S. Byatts "Jomfruens i haven" og har tænkt dig, at læse fortsættelsen "Stilleben" fordi du simpelthen blev så grebet af personerne...
Stephanie Potter er død!!! !!!!!! !
Nåhjo, man kan da godt argumentere for, at hun altid har været "død" eftersom hun er en fiktiv figur, men så aner man virkelig heller ikke hvilket indtryk litteratur kan gøre på mennesker. Stephanie Potter var levende for mig! Jeg fulgte hende gennem hendes ungdom, hendes møde med Daniel, hendes beslutning om, at droppe sit job som underviser, droppe at læse videre, for at blive præstekone, på trods af hendes ateistiske opdragelse. Jeg fulgte hende lige ned under dynen med hendes præstemand, jeg vidste, de var meant to be, selvom det også gik lidt skævt. Men NO WONDER med den svigermor hun måtte finde sig i, hendes egen fars uopdragne opførsel, hendes egen vage mor, hendes spøjse bror...og måske også lidt hendes søster. Jeg fulgte Stephanie på fødegangen, både da hun fødte William og også da hun fødte Mary, jeg havde veer sammen med hende, jeg gispede og jeg så meningen i, at Wordsworth gjorde veerne lettere at bære (selvom sygeplejerskerne ikke gjorde). Jeg fulgte hende ind i moderskabet, jeg forstod hendes glæde ved det, jeg forstod til fulde hendes kærlighed til hendes børn. Og jeg forstod hvad hun mente, da hun desperat forsøgte, at fortælle Daniel, at hun følte hun var ved at miste sit sprog, sit fine, veludviklede sprog, pga hendes nye liv som præstekone og hustru og moder - på trods af, at hun også holdt af det!
Stephanie Potter var en lille smule mig på den der måde, som ingen andre end en selv kan se. Vi var kindred spirits. Og hun døde i dag. Fik stød af sit dumme, ikke jordforbundne køleskab. Og døde. Og jeg var bare slet ikke forberedt. På trods af, at den fugl hun forsøgte, at hjælpe ud af sin stue og ud i friheden burde have givet Litteraten et ordentligt vink med en vognstang!
Hun fik stød og hun døde. Og hendes lille dreng, Will, græder og bider og slår og han er vred og ked af det. Og hendes lille datter, Mary, er alt for lille til at forstå. Og hendes mand, Daniel, kan ikke finde ud af at reagere. Og Byatt bliver ved og ved at fortælle, side op og side ned, at Stephanie Potter er død.
Og jeg græd lidt. Jeg har lyst til at græde nu igen.
...og du skulle nok ikke have læst det her, hvis du er igang med at læse A.S. Byatts "Jomfruens i haven" og har tænkt dig, at læse fortsættelsen "Stilleben" fordi du simpelthen blev så grebet af personerne...
Stephanie Potter er død!!! !!!!!! !
onsdag den 11. januar 2012
Kan du gætte hvem jeg er, kan du gætte hvem jeg er?!
Eller...kan du bare finde på en go' idé til, hvem vi skal være?????? Jeg er helt på bar bund, min hjerne er stoppet med at rotere, al min humor og kreativitet er pist forsvundet - og om en måned venter dobbelt-op-fastelavnsfester :-O
Sidste år var Datteren en bi og jeg var en (temmelig dårlig) Ole Lukøje. Fysikeren var ikke noget, for han hader at klæde sig ud. Udover den krone han svansede rundt med fordi han blev kattemester i tøndeslagning...tsk tsk.
Men altså...vi skal (SGU) klædes ud allesammen den her gang! Og det må gerne være tema, vi må gerne "høre sammen" og det skal være sjovt, sarkastisk, humoristisk og vi er åbne for ALLE ideer!! Bring it :-D
Sidste år var Datteren en bi og jeg var en (temmelig dårlig) Ole Lukøje. Fysikeren var ikke noget, for han hader at klæde sig ud. Udover den krone han svansede rundt med fordi han blev kattemester i tøndeslagning...tsk tsk.
Men altså...vi skal (SGU) klædes ud allesammen den her gang! Og det må gerne være tema, vi må gerne "høre sammen" og det skal være sjovt, sarkastisk, humoristisk og vi er åbne for ALLE ideer!! Bring it :-D
fredag den 6. januar 2012
Husk lige at...!!
For nylig læste jeg noget et sted...som jeg ikke nærmere kan præcisere (fordi jeg har glemt det), som jeg faktisk syntes var genialt. På kvindemåden. For mænd fatter det sikkert ikke ;)
Altså...det handlede om, at rigtig rigtig mange kvinder går rundt og føler sig dummere/grimmere/tykkere/idiotiskere end alle andre kvinder og det er jo pisseærgeligt, for det er de sjældent. Den gyldne pointe i den her...artikel...måske klumme (??) var, at:
Prøv, at tænk på dine veninder, hvor fuldkommen fantastiske mennesker du synes de er, hvor smukke og dejlige du synes de er, hvor superintelligente og hylende morsomme du oplever dem og hvor ofte du har siddet og kigget på en af dem og tænkt "Gid mine øjne var så brune/mine læber så røde/mit hår så krøllet/mine deller så få/mit vid så stort/min humor så genial" og forestil dig så, hvor ofte dine veninder kigger på dig med de øjne! Hvor fantastisk og smuk og dejlig de synes du er, hvor lynende intelligent og hvor sjov du er - og ikke på den ufrivillige måde!!
Og prøv så lige, at mød dig selv OG verden med de øjne dine veninder ser dig med! - ville dagene ikke bare være så meget federe at komme igennem? :-D
Altså...det handlede om, at rigtig rigtig mange kvinder går rundt og føler sig dummere/grimmere/tykkere/idiotiskere end alle andre kvinder og det er jo pisseærgeligt, for det er de sjældent. Den gyldne pointe i den her...artikel...måske klumme (??) var, at:
Prøv, at tænk på dine veninder, hvor fuldkommen fantastiske mennesker du synes de er, hvor smukke og dejlige du synes de er, hvor superintelligente og hylende morsomme du oplever dem og hvor ofte du har siddet og kigget på en af dem og tænkt "Gid mine øjne var så brune/mine læber så røde/mit hår så krøllet/mine deller så få/mit vid så stort/min humor så genial" og forestil dig så, hvor ofte dine veninder kigger på dig med de øjne! Hvor fantastisk og smuk og dejlig de synes du er, hvor lynende intelligent og hvor sjov du er - og ikke på den ufrivillige måde!!
Og prøv så lige, at mød dig selv OG verden med de øjne dine veninder ser dig med! - ville dagene ikke bare være så meget federe at komme igennem? :-D
Abonner på:
Opslag (Atom)