Jeg er lidt (temmelig meget faktisk) høj her til aften. Jeg har netop sendt min ansøgning til Kandidaten afsted! Det er spændende og overvældende og lidt skræmmende og meget ophidsende - sku jeg hilse at sige.
Man kan gøre den slags elektronisk nu om dage, jojov!, og jeg startede på min ansøgning den 20. marts. Efter jeg havde udfyldt mit navn, cprnummer og adresse, kunne jeg ikke lige overskue mere dén dag. pyyyha! Så gik der indtil i fredags, så satte jeg mig med den igen og hurrahurra, udfyldte næsten hele ansøgningen og nåede til, at jeg skulle downloade mit eksamensbevis fra Bacheloruddannelsen, som så skulle vedhæftes og hvad skuede mit øje? en FEJL - sgu! Fra Universitetets side, men ganske unægteligt en fejl og en fejl der skulle rettes hurtigt, for ellers kunne det ende med, at jeg skulle tage et fag helt om - oh gru!
Jeg blev temmelig meget slået ud af fejlen og for at være helt ærlig, så satte jeg mig ned og TUDbrølede. Fysikeren måtte træde til og gennemgå det hele med mig og forsikre mig om, at det var en beaukratisk fejl og jeg havde retten på min side og "Skat, den slags skal vi allesammen igennem, det er en del af et universitetsstudie, at man skal kæmpe lidt for stupide ting - det er træls nu, men det gør dig til et stærkere menneske!" - jo, jeg var helt derude. Og det hjalp. Især da jeg fandt et brev underskrevet af institutlederen fra mit studie, som udelukkede enhver fejl fra min side.
Nu er det bare sådan, at Eksamenskontoret ikke ligefrem er kendt for, at være overskudsagtige og flinke at tale med. Jeg skulle i forvejen vente hele weekenden før jeg kunne kontakte dem, så mandag morgen klokken 8 ringede jeg dem op og fik at vide, at jeg skulle tale med een bestemt og blev stillet om. Telefonen blev ikke taget, så jeg fik det direkte nummer og prøvede igen senere. Og senere igen. Og så een gang til og da lod jeg den ringe helt ud, kom ud til Omstillingen og igen ind på Eksamenskontoret, snakkede med den samme som om morgenen og spurgte, om de måske kunne fortælle hvornår denne her medarbejder mødte i dag: "Ja, men hun har fri, kan jeg se". DOH! "Kan jeg så ikke komme til at tale med en anden, for det er jo temmelig presserende, ansøgningsfristen er jo 1. april og hvis jeg skal ind forbi jer med papirer og så videre, så er der jo flere ting der ligesom skal gå op", "Nej, det er KUN hende der kan rette den fejl". Aj, hva? Det er jo ret dumt tilrettelagt, at kun eet menneske på hele Universitetet kan rette en formalitetsfejl. Nåh, men jeg fik tydeligvis intet ud af telefonsamtalen, så jeg lagde på og sendte istedet en mail og fik svar i morges, at fejlen nu var rettet - og hey, det var fra en helt 3. person på Eksamenskontoret...tsk tsk.
Men NU er alting downloadet og skrevet og uploadet og afsendt og jeg sidder og synes, at det er lidt stort! Tankerne kredser hele tiden om hvilke emner de kommende fag kommer til at være, hvordan det bliver at begynde igen efter to års orlov, hvordan det er, at studere når man er forælder og ikke mindst, hvordan det mon bliver, at være væk fra Datteren, som jeg ellers har været sammen med hver eneste dag hele hendes liv - yikes!
Man kan gøre den slags elektronisk nu om dage, jojov!, og jeg startede på min ansøgning den 20. marts. Efter jeg havde udfyldt mit navn, cprnummer og adresse, kunne jeg ikke lige overskue mere dén dag. pyyyha! Så gik der indtil i fredags, så satte jeg mig med den igen og hurrahurra, udfyldte næsten hele ansøgningen og nåede til, at jeg skulle downloade mit eksamensbevis fra Bacheloruddannelsen, som så skulle vedhæftes og hvad skuede mit øje? en FEJL - sgu! Fra Universitetets side, men ganske unægteligt en fejl og en fejl der skulle rettes hurtigt, for ellers kunne det ende med, at jeg skulle tage et fag helt om - oh gru!
Jeg blev temmelig meget slået ud af fejlen og for at være helt ærlig, så satte jeg mig ned og TUDbrølede. Fysikeren måtte træde til og gennemgå det hele med mig og forsikre mig om, at det var en beaukratisk fejl og jeg havde retten på min side og "Skat, den slags skal vi allesammen igennem, det er en del af et universitetsstudie, at man skal kæmpe lidt for stupide ting - det er træls nu, men det gør dig til et stærkere menneske!" - jo, jeg var helt derude. Og det hjalp. Især da jeg fandt et brev underskrevet af institutlederen fra mit studie, som udelukkede enhver fejl fra min side.
Nu er det bare sådan, at Eksamenskontoret ikke ligefrem er kendt for, at være overskudsagtige og flinke at tale med. Jeg skulle i forvejen vente hele weekenden før jeg kunne kontakte dem, så mandag morgen klokken 8 ringede jeg dem op og fik at vide, at jeg skulle tale med een bestemt og blev stillet om. Telefonen blev ikke taget, så jeg fik det direkte nummer og prøvede igen senere. Og senere igen. Og så een gang til og da lod jeg den ringe helt ud, kom ud til Omstillingen og igen ind på Eksamenskontoret, snakkede med den samme som om morgenen og spurgte, om de måske kunne fortælle hvornår denne her medarbejder mødte i dag: "Ja, men hun har fri, kan jeg se". DOH! "Kan jeg så ikke komme til at tale med en anden, for det er jo temmelig presserende, ansøgningsfristen er jo 1. april og hvis jeg skal ind forbi jer med papirer og så videre, så er der jo flere ting der ligesom skal gå op", "Nej, det er KUN hende der kan rette den fejl". Aj, hva? Det er jo ret dumt tilrettelagt, at kun eet menneske på hele Universitetet kan rette en formalitetsfejl. Nåh, men jeg fik tydeligvis intet ud af telefonsamtalen, så jeg lagde på og sendte istedet en mail og fik svar i morges, at fejlen nu var rettet - og hey, det var fra en helt 3. person på Eksamenskontoret...tsk tsk.
Men NU er alting downloadet og skrevet og uploadet og afsendt og jeg sidder og synes, at det er lidt stort! Tankerne kredser hele tiden om hvilke emner de kommende fag kommer til at være, hvordan det bliver at begynde igen efter to års orlov, hvordan det er, at studere når man er forælder og ikke mindst, hvordan det mon bliver, at være væk fra Datteren, som jeg ellers har været sammen med hver eneste dag hele hendes liv - yikes!
