torsdag den 8. marts 2012

Bogudsalg!


I dag var en af de dage, hvor Fysikeren skulle undervise fra 12-13:30 og solen skinnede fra morgenstunden og jeg vidste der var bogudsalg, så vi besluttede med det samme vi slog øjnene op, at Afsted skulle vi!!
Datteren og jeg kørte med Fysikeren til gymnasiet, gik de 40 minutter ned til Svendborg gågade i høj sol og fuglefløjt. Da vi nåede Arnold Busck, hev jeg min meget omfattende seddel frem og vi gik - nåhja hverken kronologisk eller alfabetisk men dog! til værks :)
Datteren er helt med på det der med bøger. Hun sad i barnevognen og mine stakke blev højere og højere foran hende og hun slog meget alvorligt op i hver bog (næsten), læste et par sider højt eller studerede et billede og besluttede så, om bogen var værd at hive med hjem eller ej. Den mest geniale lille bogudsalgshjælper nogensinde :-D
Efter to boghandler og en tur i H&M, hvor vi fandt et par røde fløjlsbukser til Datteren, og et sindssygt godt køb i Stereo Studio, hvor vi fik en dobbelt cd med 90'er Hits, sad vi og ventede på Fysikeren, for man må ikke have vogne med ind i Tigeren. Efter en mandarinhaps og en lang stirren på 3 unge piger, der sad ved siden af os på bænken, tog Datteren en af sine nye bøger, vendte den på hovedet, slog op på bagerste side og læste MEGET højt højt for alle omkring os. Jeg var pavestolt! Min Datter kan læse!! Nåhja, så var der ikke nogen tekst på bagerste side, og bogen var på hovedet, men...hun har FANGET den! She gets it!!!

Her et billede af fangsten. Jeg fik også lidt James Joyce og dansk lyrik i Genbrugeren til sølle 4 kr ;)



Glædelig Kampdag!


onsdag den 7. marts 2012

Marts gennem ruderne

Det er ganske sikkert - foråret er brudt igennem, og selv på de kolde dage, kan man nu mærke sommerfugle i brystet, duften af varme i næsen, lovning om sol på panden!


Pik-origami og svogere...

Jeg sidder lige og læser på Superheltemor's sjåwe blog og ser dette fantastiske pik-origami billede og spørger Fysikeren om han lige vil se med - han kigger, smiler hemmelighedsfuldt og lidt lykkeligt og siger: "K (min søsters mand) har en gang vist mig den ... i virkeligheden ... jeg tror han kaldte den "hotdoggen".... :-S


tirsdag den 6. marts 2012

Tidlig Fugl

Ork...jeg har forelsket mig i demme her! Små piphanse med lys, det er jo ganske fabelagtigt - og også ganske vanvittigt dyrt, hvis man normalt er på containerfund/genbruger/ikea-budget...næsten 1000 kr for en lillebitte fugl. En tidlig fugl - bevares, men man skal jo have en flok hvis man skal have den rette effekt. De hedder Early Bird og det er Alma's Room der laver dem, hvis nu du også synes de er fine og har vundet i lotto ;)





onsdag den 29. februar 2012

Når man er mere til det skrevne ord end det sagte

Jeg kan tale fanden et øre af, jeg kan male min hverdag på store lærreder, jeg kan knævrer stolpe op og stolpe ned. Jeg kan det både i tale og på skrift. Men jeg foretrækker skrift. For sådan er jeg bare. Jeg er tryg med det skrevne ord, så står det dér...altid. Eller nogen tid, i hvert fald. Og det er ikke fordi jeg så kan nå, at gennemanalysere hvad jeg skriver, for jeg skriver meget ofte lige præcis det jeg føler i lige præcis det øjeblik. Dét alene kan give problemer, så var det måske bedre om jeg istedet sagde det med min mund istedet for med min pen, så ville jeg måske slet ikke sige det...?

Mine skrevne ord er ofte mange. Mange i een lang køre. Jeg har opdaget, at nogle finder det ganske intimiderende, tror at de skal kunne levere det samme for at det går op, eller måske bare, at der ganske enkelt er for mange af mine ord i forhold til deres egne. Måske kan mine skrevne ord nogle gange føles som uforudsigelige vindstød, dem der løfter op i kjolen, vender vrangen ud på paraplyen.

Jeg ved godt, jeg har temperament - men det har jeg jo også når det gælder den modsatte ende af skalaen. Men ligesom de triste ting og de kedelige ting er svære for mig, at sige med ord og ikke med bogstaver, så er kærlighed og fysisk omsorg svært for mig. Jeg er den der sender en mail og fortæller hvor fuldkommen skide hamrende dejlig du er, men når vi sidder sammen over kaffe, så stikker jeg hænderne under lårene og kigger mere ud i rummet end i dine øjne. Det betyder ikke, at jeg ikke mener det, det betyder bare, at det der LIVE, det overrumpler mig på præcis samme måde som mine skrevne ord kan overrumple dig. Det er bare mere accepteret at sige "Jeg er sgu ikke så meget til sms og emails" end det er at sige "Jeg kan sgu bedre lide at sende dig en besked på facebook end at ringe dig op".

Så hvis DU ikke får så mange opkald som du trænger til, så mange opkald som du mener jeg burde kunne nå når nu jeg går hjemme, hvis du faktisk ikke får nogle opkald overhovedet, så tjek din mailboks, for den er helt sikkert fuld :) Og vid så, at det ikke er min laveste form for kommunikation, men den fineste jeg kender - den skrevne, som jeg sender til dig.


Og Pj Harvey synger så fint om netop brevskrivning her, hvis du vil lytte...