Alle de indlæg I aldrig får læst

fordi jeg aldrig får dem skrevet...SUK!

Hver aften inde jeg falder i søvn, ligger jeg og skriver og skriver....inde i mit hoved. Jeg skriver om alting og om ingenting. Inde i mit hoved, har jeg skrevet indlægget "Ode til min Lillebror" fordi han nogle gange bare er så rørende fantastisk, at han faktisk fortjener en ode skrevet til ham. Jeg har for ganske nyligt skrevet et indlæg om en helt fantastisk kvinde, der går helt fantastisk meget igennem hvoraf ikke ret mange af tingene er særligt fantastiske - udover at hendes søn lever. Dét er til gengæld fuldkommen overvældende fantastisk. Og hun er fantastisk, på den meget "nej, det er jeg altså slet ikke, hold nu op med det pjat" agtige måde. Jeg har skrevet et indlæg om mine bedsteforældre, fordi det er en rodet affære af dimensioner, men nogle nyligt fremviste fotos af min Morfar som ung forelsket mand, rørte mig dybt og mindede mig om, at han også en gang stod på livets dørtærskel og tænkte, at nu kørte det satme, det her, med livet og kærligheden og hvad det hele i det hele taget drejer sig om.
Men ingen af tingene er endt andre steder end i mit hoved. Der lever de til gengæld lystigt. så lystigt, at jeg gerne er en halv time om at falde i søvn om aftenen, fordi indlæggene danser rundt og synger hver sin sang om mit søvndrukne hoved.
Men se nu! Nu skriver jeg! (Cause for celebration)

Jeg har fået redet alle trådene, og der var et par stykker, ud i forhold til studiestart til september. Ja, der er overdrevet lang tid til, men hold nu op, hvor er regler også bare forvirrende! Jeg har ganske enkelt opgivet at sidde og læse dem selv og forsøge, at regne dem ud, så jeg skrev til den Faglige Vejleder på Litteraturvidenskab og fik hende til at skære det ud i pap. Bogstaveligt talt. Jeg fik en kæmpe konvelut med papfigurer med posten her til morgen. Eller...aj. Men NU forstår jeg det hele! Jeg kender mine forskellige muligheder, jeg ved hvad jeg skal, hvem jeg skal skrive til, hvor jeg skal sende brevene hen, hvad jeg vil og hvornår jeg vil det. Det er alligevel ikke så lidt. Jeg er SÅ klar til studiestart nu!! Hvis vi lige ser bort fra præcis alle de breve der skal sendes...skrives...postes...printes, hvis vi ser bort fra det faktum, at jeg skal aflevere Datteren hos dagplejeren come studiestart (overhovedet ikke accepteret i mit hoved...slet ikke i mit hjerte!)... hm! Men altså...udover det praktiske, det nødvendige, det obligatoriske, SÅ er jeg så meeeeeegaaaaa klar til studiestart! Jeg er måske endda nået til et punkt hvor jeg glæder mig (gulp!), hvor jeg slår underviserne op og tænker "Åh, jeg håber Henning har et fag til mig til september" (eller "jeg håber at Leif ikke har!"), hvor jeg kører fingrene over mine klassikeres bogryg og tænker, at gamle venner slipper man aldrig rigtig af med.

Og så glipper jeg lidt med mine dukkeøjne og ryster mine gyldne, syntetiske krøller når ord som Eksamenstid, Fremtid, Arbejdsliv stikker deres skræmmende ansigter frem. Nejnej, dét gider vi ikke. Lige nu handler det bare om glæden ved udsigten til studiestart. 

Stemning

Udover vagtlæger, skadestuelæger, hospitalslæger og smerter, blev der også tid til sne og sne og mere sne, hygge og hygge og råhygge og lørdag aften med min Fysikers hånd i min.

Første sne og et ømt hjerte på en sen januardag

3

For 3 år siden lå jeg alene på en meget stor og forladt stue på OUHs gynækologiske afdeling og havde rigtig rigtig ondt - men ikke ondt nok (ifølge lægen).
I morgen er det 3 år siden jeg blev opereret og vores 1. lille ønskebarn forsvandt ud i intetheden. Jeg troede ikke det ville ske, men det er blevet lettere. Det er terminsdagen der for alvor gør ondt, det er der hvor jeg tænker alt for meget på, at én skulle være fyldt så og så meget og én skulle ha holdt fødselsdagsfest. Jeg kan ikke lide, at kalenderen har flere ikke-fødselsdage end fødselsdage, jeg håber det en dag bliver omvendt: At kalenderen er FULD af fødselsdage og mit hus er FULDT af børn!

Min fantastiske, vidunderlige, underskønne veninde (hende der må sige alt til mig uden det gør ondt) sendte en lille sang med teksten "This much I know, things don't grow if you don't bless them with your patience"


- så her er jeg: Fuld af tålmodighed! - og forventning og håb og ønsker og drømme og kærlighed.

Hør sangen her

Frost

Et øjebliks billede af forfatteren

Lukket

Øv. Jeg er en dag over tid. Jeg skulle ha haft min menstruation igår og den er ikke kommet. Ingen tegn på graviditet og det skulle da også involvere en vis Hr. Helligånd hvis det skulle være der den lå. Heller ingen tegn på menstruation...lidt idag. Tyngden i maven. Følelsen af, at NU bløder jeg, nej NU, nej, helt bestemt NU. Men det gør jeg ikke. Heller ikke bare lidt.
Igår var dagen, hvis min cyklus bare havde samlet sig selv op efter aborten og fortsat uden at blinke. Det har den så ikke gjort, kan vi konstatere. Men det er helt normalt, at der går mellem 4 og 6 uger fra abort til næste menstruationsblødning. Det er bare det at...det med at vente på en blødning, det med at forberede sig på en blødning, på decideret at SE blod igen....det gør ondt. Det minder mig om, at vi jo lige for et øjeblik siden mistede en baby vi gerne ville ha haft. Det minder mig også om, at vi lige for 3 år siden mistede en anden baby vi gerne ville ha haft. Det er så overvældende. At Det hele falder oveni hinanden. Jeg blev endda gravid med min datter 19. januar for 2 år siden. ALT der vedrører mine evner til at få eller ikke få et barn, ligger i december og januar. Det er ... for meget.
Jeg græd imorges og sagde til Fysikeren, at jeg ikke vil teste denne gang. Jeg er for det første fuldkommen overbevist om, at der slet ikke er nogen chance for en ny graviditet. Jeg har haft en meget vag ægløsning, at dømme efter smerterne. Jeg har ikke haft særlig mange smerter denne måned. Siden Nytår har jeg kun markeret 3 dage med smerter i min oversigt til gynækologisk afd., det har så også været ekstrem stærke smerter de dage, men det er bare ingenting i forhold til de normale mange mange dage med mange mange smerter. Men jeg vil ikke teste, for jeg kan ikke bære, at vide een gang til, at der var en, som ikke ville alligevel. jeg kan ikke bære det. Jeg får ondt i brystet af tanken. Det KAN jeg ikke. det VIL jeg ikke. så jeg nægter at spille med, jeg har lukket ned og holder mig ørerne og råber så højt jeg kan "LALALALALALA". Hvilket selvfølgelig ikke resulterer i andet end, at jeg er helt udspasset af stress, af sorg, af krimskrams indeni. Jeg ved jo godt min menstruation ikke kommer, så længe jeg er udspasset. Men det er svært - umuligt - ikke at spasse ud indtil man får sin menstruation. Ond cirkel?!

Jeg orker ikke, at vente 2 uger mere før den kommer. Det kan jeg selvfølgelig bare blive nødt til, hvis det først er der den vil komme. Men jeg orker ikke. Jeg vil bare gerne have den. Jeg vil bare gerne igennem blodet. Ud på den anden side. Føle at min krop har fixet sig selv.
Jeg skal til undersøgelse igen igen på gynækologisk afd. den 2. februar. Den tid aftalte vi, for så var det midt mellem menstruationer. ...tsk tsk. Vi er blevet enige om, ikke at aflyse den selvom jeg så måske har 1. menstruationsdag den dag jeg skal derind, for vi trænger egentlig bare lige til, at de kigger derind og ser, om der er noget væv der har ændret sig, om der måske alligevel sidder en stor fed gokkehøne af en cyste et sted og blokere vejen ned i livmoderen. Sidst de så en cyste på scanning, sad den inde i livmoderen. Lille og den burde ikke kunne påvirke en graviditet overhovedet. Men tankerne flyver jo rundt! Den ene måned kan de se det ene, den anden måned kan de se det næste.

Og den åndssvage pencillinkur jeg skulle tage mellem min tid i november og min tid til februar, står bare ude i toiletskabet og glor. Søren bad mig om, ikke at tage den i december, for HVIS NU jeg var gravid, så var det ikke så godt med pencillinkur. Så lod jeg være. Så var jeg gravid. Så aborterede jeg. Så var det jul og så var det nytår og så blev det januar og nu synes vi egentlig bare, at kroppen skal have ro til at komme ovenpå inden vi stopper alt muligt skidt og møg derind for at kurere en masse "måske'er".

Jeg er bare sådan lidt...lukket. det er det eneste ord jeg kan komme på. Jeg er lukket. LUKKET! Og jeg åbner først igen når den blødning kommer. Eller...måske lukker jeg lidt mere dér. Måske låser jeg også dér. Men Så åbner jeg også bagefter. Så bær lige over med mig, hvis du har sendt en mail, en sms, ringet, venter et sted fordi vi havde en aftale eller noget i den retning. Jeg er lukket.