tirsdag den 27. december 2011

Livstræet


Vent!

Så venter vi bare. På tilladelse til at passere, komme videre, sige farvel og få afsluttet. Jeg er fuld af bange anelser og ondt i maven og nervøse trækninger og arrigskab - men trøster mig med, at min mavefornemmelse, sådan helt generelt, er helt ad helvedes til.

Jeg bliver rigtig ked af det når jeg taler om det, at jeg igen har mistet. Jeg føler mig DUM og uduelig og afvist og skvattet. Og jeg har svoret ALDRIG at teste igen. Aldrig ever never som i "bestemt ikke før jeg har passeret mens-dagen eller har en virkelig god fornemmelse"...bah!

Blodprøven blev taget imorges og vi kan først forvente svar imorgen lige før doktorluk, alligevel sidder jeg her og loader min mailkonto om og om igen, for TÆNK NU HVIS der alligevel kom svar idag og jeg kunne få at vide, at det var dét og nu er det slut og det der trykker og hiver sådan i underlivet er bare næste ægløsning og ikke ting og sager der sidder hvor de ikke burde sidde.

Jeg er så bundrådden idag, at Fysikeren har pakket Datteren og er gået en gevaldig lang tur og så kunne jeg få lov at sidde herhjemme og skumme. Det er nok meget klogt.

torsdag den 22. december 2011

Vintersolhverv

Farvel til mørke, korte dage, farvel til hårde tider, farvel til ikke-babyer, farvel til dårligt nyt.
Goddag til børn der bliver raske, goddag til graviditeter der skal blive, goddag til børn der skal fødes, goddag til nye storesøstre og nye storebrødre, goddag til splittede familier der skal heles, goddag til uddannelser der skal påbegyndes, goddag til ægteskaber der skal blive eventyrlige påny, goddag til lange lyse dage, goddag til foråret som er tættere på end vi tror! 

Glædeligt Vintersolhverv <3


onsdag den 21. december 2011

Fjernlapning af hjerte


Tak Anna og Mette! Jeg tudbrølede inden jeg overhovedet havde læst kortet - lettelsen over AL den chokolade!!

Når hjertet gør ondt

er der nogle helt særlige ting, der alligevel gør så godt, at de lapper det en lille smule sammen, helt af dem selv:

Hende her, som altid gør alting godt.

Julegavesokker fra en kær veninde!

En Rolf Lidberg bog der ankommer med posten, fra een der ved den slags.

At der er forskud på foråret udenfor i dag!


At tænke på misforståede ord. En veninde fra HF-dagene kunne ikke helt forstå hvad det der "skære-silden" havde at gøre med Himmel og Helvede :-D En anden veninde kunne ikke forstå hvad "Kløk-ratten" i min have var - det var Klø-kratten :-D

At bruge virkelig virkelig lang tid på, at analysere mænds evner til at gro deres hoved betydeligt større over tid. Det hjælper især klokken 3 om natten når man vågner og har hul i maven. 


Og så hjælper hende her på rigtig mange ting - og har altid gjort det for mig. Godt, at Fysikeren gav mig hele serien på dvd sidste jul!!




Det hjælper også temmelig meget, at tænke på, at Fysikeren har juleferie når han kommer hjem idag klokken 16!!





tirsdag den 20. december 2011

Tallet 7

tror jeg flere gange har fungeret som "yndlingstal" for mig...sådan på den der "hvad er dit yndlingstal?" - "øh! syyyyyv...eller...." måde, for jeg har ærlig talt ikke et yndlingstal, eller en yndlingsfarve eller noget andet yndlings udover Datteren. Og Fysikeren - en gang imellem.

I dag kom der svar på blodprøven, heldigvis meget hurtigere end lægen troede det ville komme. Tallet lød på 7, så det er meget lavt. Jeg bløder også meget meget kraftigt her til aften. Så kraftigt, at det føles som om jeg sidder og tisser i bukserne :( Så jeg er rimelig sikker på, at min krop kan finde ud af at ordne sagerne selv. Men Doktor Ines har ringet til Hospitalet og fået anvisninger for hun har ikke prøvet sådan noget her før - altså at patienter har fare for graviditet udenfor livmoderen. Da det skete ved 1. graviditet var jeg jo tilknyttet fertilitetsklinikken og det eneste Doktor Ines gjorde dengang, var at sende en sygemelding til Universitetet (for det skete tilfældigvis lige oveni eksamenerne på 4. semester). De forklarede hende så, hvilket jeg også kunne have gjort, at det er for tidligt at scanne og tjekke mig, derfor skal hun lave opfølgende blodprøve for at se, at tallet falder og ikke stiger. Så jeg skal ind igen 3. juledag og have taget endnu en blodprøve. Så skulle det gerne være faldet en del. Især nu hvor jeg bløder.
Jeg kan huske ved 1. graviditet, at tallet også var latterligt lavt. På klinikken var de sikre på, jeg havde aborteret allerede fordi det var så lavt, indtil jeg forklarede, at jeg (for fanden) ikke havde blødt nok til, at jeg kunne have aborteret. Da næste blodprøve så tikkede ind, så var tallet steget, og så var forvirringen total. Og derefter steg det så pludselig RIGTIG meget og da var det jo, at jeg fik sprøjten med cellegift, fordi de ikke kunne finde fosteret på scanningerne. (Hvilket ikke hjalp en hujende fis og jeg endte med at blive indlagt 4 dage efter med kraftige smerter og så til sidst opereret).

Det er virkelig svært at miste. En veninde skrev til mig igår, at "det er ondt og tarveligt" og det opsummerer det virkelig præcist, synes jeg. Det er ONDT og TARVELIGT at miste et barn man ønsker sig. Også selvom det barn kun lige var nået at blive en lillebitte karsespire i ens hjerte. Men jeg kan også mærke, at fordi det var så voldsomt den måde vi mistede den 1. på, så kører jeg hele det scenarie igennem igen samtidig med, at jeg er ked af det over denne her graviditet, der så ikke skulle være alligevel. Jeg ved godt, at mange vil mene, at man slet ikke kan det når det sker så tidligt, men jeg forbeholder mig retten til at sørge over denne her lillebitte duller der ombestemte sig. Der er helt sikkert tusinde gode grunde til, at det bare ikke skulle være den der skulle være vores barn, men jeg kan ikke glæde mig over, at jeg ikke fik lov at få den :(