Tallet 7

tror jeg flere gange har fungeret som "yndlingstal" for mig...sådan på den der "hvad er dit yndlingstal?" - "øh! syyyyyv...eller...." måde, for jeg har ærlig talt ikke et yndlingstal, eller en yndlingsfarve eller noget andet yndlings udover Datteren. Og Fysikeren - en gang imellem.

I dag kom der svar på blodprøven, heldigvis meget hurtigere end lægen troede det ville komme. Tallet lød på 7, så det er meget lavt. Jeg bløder også meget meget kraftigt her til aften. Så kraftigt, at det føles som om jeg sidder og tisser i bukserne :( Så jeg er rimelig sikker på, at min krop kan finde ud af at ordne sagerne selv. Men Doktor Ines har ringet til Hospitalet og fået anvisninger for hun har ikke prøvet sådan noget her før - altså at patienter har fare for graviditet udenfor livmoderen. Da det skete ved 1. graviditet var jeg jo tilknyttet fertilitetsklinikken og det eneste Doktor Ines gjorde dengang, var at sende en sygemelding til Universitetet (for det skete tilfældigvis lige oveni eksamenerne på 4. semester). De forklarede hende så, hvilket jeg også kunne have gjort, at det er for tidligt at scanne og tjekke mig, derfor skal hun lave opfølgende blodprøve for at se, at tallet falder og ikke stiger. Så jeg skal ind igen 3. juledag og have taget endnu en blodprøve. Så skulle det gerne være faldet en del. Især nu hvor jeg bløder.
Jeg kan huske ved 1. graviditet, at tallet også var latterligt lavt. På klinikken var de sikre på, jeg havde aborteret allerede fordi det var så lavt, indtil jeg forklarede, at jeg (for fanden) ikke havde blødt nok til, at jeg kunne have aborteret. Da næste blodprøve så tikkede ind, så var tallet steget, og så var forvirringen total. Og derefter steg det så pludselig RIGTIG meget og da var det jo, at jeg fik sprøjten med cellegift, fordi de ikke kunne finde fosteret på scanningerne. (Hvilket ikke hjalp en hujende fis og jeg endte med at blive indlagt 4 dage efter med kraftige smerter og så til sidst opereret).

Det er virkelig svært at miste. En veninde skrev til mig igår, at "det er ondt og tarveligt" og det opsummerer det virkelig præcist, synes jeg. Det er ONDT og TARVELIGT at miste et barn man ønsker sig. Også selvom det barn kun lige var nået at blive en lillebitte karsespire i ens hjerte. Men jeg kan også mærke, at fordi det var så voldsomt den måde vi mistede den 1. på, så kører jeg hele det scenarie igennem igen samtidig med, at jeg er ked af det over denne her graviditet, der så ikke skulle være alligevel. Jeg ved godt, at mange vil mene, at man slet ikke kan det når det sker så tidligt, men jeg forbeholder mig retten til at sørge over denne her lillebitte duller der ombestemte sig. Der er helt sikkert tusinde gode grunde til, at det bare ikke skulle være den der skulle være vores barn, men jeg kan ikke glæde mig over, at jeg ikke fik lov at få den :(