fredag den 6. januar 2012

At række hånden frem

lyder som den mest simple fysiske aktivitet i verden, men når det står som metafor, så er det så meget sværere. For det første skal man selv være sikker på, at bygones er bygones. Man skal også være sikker på, at man virkelig vil, for hvis man virkelig vil, så kræver det tålmodighed og ydmyghed.
Og så skal man være klar over, at når man rækker hånden frem, findes muligheden for, at der bare ikke er nogen der griber den, også.
Og der er få ting der gør mere ondt end en metaforisk fremstrakt hånd, der afvises!

Jeg har strakt min hånd frem og den er heldigvis ikke  blevet afvist (i hvert fald ikke udelukkende). Den er faktisk blevet grebet - og rigtig hurtigt og for det, er jeg taknemmelig!

Nu lader jeg den hænge og dingle lidt og så må vi se. Uanset hvad, så er jeg glad for, at jeg gjorde det, for ellers havde jeg mistet nogen for altid, som jeg nok aldrig helt var parat til at miste overhovedet.

(Dedikeret til NS-gruppen)

mandag den 2. januar 2012

Pikpolka

nej, det er så komisk, at jeg MÅ dele -selvom det er i non-dele-enden (hvor ville jeg ønske jeg kunne skrive i non-delle-enden, men det er vist lidt for...løgnagtigt!):

Vi dansede den efterhånden berømte polka i morges og her til aften tog vi så en tur på gulvet igen. Bogstaveligt talt. Hvorefter Fysikeren stiller sig i  t-shirt og bar diller og stikker en rock-finger i vejret mens han pretend skråler "back in the ring, to take another swing" og derefter meget civiliseret siger "for at citere AC/DC".

Nejnejnej....that's why I love him...eller noget ;-P

2012

Kære Frøken 2012

Jeg håber du viser dig fra din yndigste side. At du er fuld af magi og kærlighed. At din fastelavn er lun og skør. At dine anemoner springer ud i fuldt flor og dine skove er selvlysende af bøgeblade. Jeg håber, at dine Sankt Hans bål vil lyse en lang, lyseblå sommernat op. At dit efterår bliver flammende og solrigt og med mange kastanjer, for kastanjer er virkelig det smukkeste. At din vinter bliver kort og intens, for jeg duer hverken til 3 måneders frost og sne eller efterårsjul!
Jeg håber du er fuld af kys og at du har massere af glimt i øjet. Jeg håber hjertespirerne gror i dit år, som karse i vindueskarmen. Jeg håber du bringer liv og lykke og fredfyldthed.
Jeg glæder mig til at se, hvad du gør ved min datter, om du giver hende lange rødgyldne lokker, om hun fortsat gror som nu - og over hovedet på mig før hun fylder to :-O
Jeg håber du lader mig beholde alle dem jeg har lige nu! Jeg håber du er sådan et år, der ikke har lyst til at tage, men blot give. Et slags julemandsår, ja, dét kunne jeg godt bruge.
Og selvom posten ikke længere vil levere, så håber jeg, der er massere af pakker til mig i år. Både af de hårde og de bløde. For det eneste jeg ikke bryder mig om, det er ondskab for ondskabsfuldhedens skyld!

Velkommen 2012, du fagre ungmø. Må du være en frodig kvinde når vi tager endegyldigt afsked om et år!

Kærlig Hilsen
Trine

tirsdag den 27. december 2011

Livstræet


Vent!

Så venter vi bare. På tilladelse til at passere, komme videre, sige farvel og få afsluttet. Jeg er fuld af bange anelser og ondt i maven og nervøse trækninger og arrigskab - men trøster mig med, at min mavefornemmelse, sådan helt generelt, er helt ad helvedes til.

Jeg bliver rigtig ked af det når jeg taler om det, at jeg igen har mistet. Jeg føler mig DUM og uduelig og afvist og skvattet. Og jeg har svoret ALDRIG at teste igen. Aldrig ever never som i "bestemt ikke før jeg har passeret mens-dagen eller har en virkelig god fornemmelse"...bah!

Blodprøven blev taget imorges og vi kan først forvente svar imorgen lige før doktorluk, alligevel sidder jeg her og loader min mailkonto om og om igen, for TÆNK NU HVIS der alligevel kom svar idag og jeg kunne få at vide, at det var dét og nu er det slut og det der trykker og hiver sådan i underlivet er bare næste ægløsning og ikke ting og sager der sidder hvor de ikke burde sidde.

Jeg er så bundrådden idag, at Fysikeren har pakket Datteren og er gået en gevaldig lang tur og så kunne jeg få lov at sidde herhjemme og skumme. Det er nok meget klogt.

torsdag den 22. december 2011

Vintersolhverv

Farvel til mørke, korte dage, farvel til hårde tider, farvel til ikke-babyer, farvel til dårligt nyt.
Goddag til børn der bliver raske, goddag til graviditeter der skal blive, goddag til børn der skal fødes, goddag til nye storesøstre og nye storebrødre, goddag til splittede familier der skal heles, goddag til uddannelser der skal påbegyndes, goddag til ægteskaber der skal blive eventyrlige påny, goddag til lange lyse dage, goddag til foråret som er tættere på end vi tror! 

Glædeligt Vintersolhverv <3